Den 33-årige håndboldspiller Daniel Svensson fik tirsdag konstateret kræft - for anden gang på få år. BT interviewede for to uger siden Svensson, mens han gik og ventede på lægernes dom. 

Herunder kan du læse det meget åbenhjertige interview med den hudløst ærlige håndboldspiller. Artiklen er fra den 26. februar.

---- ---- ---- ---- ---- ---- ----

Daniel Svensson går og venter på lægernes dom. Har han – igen – fået kræft? Det er specialisternes formodning, og Skjern-spilleren fortæller her åbenhjertigt om sine tanker om endnu en gang at skulle kæmpe mod den dødelige sygdom

Hvis man tager et kig på Daniel Svenssons Twitter-profil, får man et meget godt indtryk af, hvordan han er som person.

I sin profilbeskrivelse skriver Svensson: ’Københavner-dreng – livsnyder – håndboldspiller – *cancer survivor – interista og romkuglekonge. Hellere brænde flot end at score grimt! *ups’.

Det er sådan, han umiddelbart er. Ubekymret. Lige til. Men ’ups’et’ er en reference til en alvorlig virkelighed, som 33-årige Daniel Svensson lige nu forsøger at vænne sig til. At han endnu ikke endegyldigt har besejret kræften. ’Lortesygdommen’, som Skjern-spilleren selv omtaler den. Og som i sagens natur gør det mere end vanskeligt at bibeholde den ubekymrede facon.

Efter han i første halvdel af 2013 kæmpede mod Hodgkins lymfekræft, gjorde han allerede i efteråret samme år comeback til håndboldbanen. Siden har Svensson været en mere og mere vigtig del af Skjern-mandskabet, men rutineundersøgelser i begyndelsen af året har givet lægerne anledning til at tro, at den tidligere landsholdsspiller igen er ramt af kræft. Derfor blev han 1. februar sygemeldt på ubestemt tid.

Den øjeblikkelige status er, at Svensson inden for en lille uge forventer svar på en biopsi, som definitivt vil fastslå, om kræften er tilbage. Men på grund af lægernes udmeldinger er han i fuld gang med at forberede sig til endnu en opslidende kamp mod sygdommen.

Her fortæller håndboldprofilen uden filter om følelsen af uretfærdighed, tankerne om de næste måneder, chancerne for overlevelse og sit første opgør mod kræften.

»Det værste er uvisheden. Jeg render rundt i et vakuum lige nu. Jeg aner ingenting om, hvad der skal ske. Men lægerne formoder, det er et tilbagefald. Det er det, de arbejder ud fra. Der er forbundet 1.000 tanker med min situation lige nu – fremtid, eksistentielle ting og generelt rigtig mange spørgsmål. Lige nu er de bare ubesvarede. Det her med at rende rundt og ikke vide noget som helst – det er uudholdeligt. Men lige så grusomt det er ikke at vide noget, lige så skrækkeligt er det egentlig, at sindet vænner sig til det, og det hele bliver en slags hverdag.«

»Det paradoksale er, at jeg har det rigtig fint kropsligt. Det er meget lidt, jeg mærker til det. Det, som jeg kan mærke, er, at der sidder sådan en klase af lymfer i brystet og fylder og trykker, så jeg bliver hurtigere stakåndet. Jeg kan godt lunte og styrketræne og være aktiv. Jeg må bare ikke få min puls op. Så kan jeg risikere at dratte om eller sprænge blodkar i brystet.«

»Selvfølgelig er der dage, hvor jeg er helt i kulkælderen. Hvor jeg er sur, skuffet og synes, det er helt vildt uretfærdigt. Men min tankegang er at prøve at være positiv og stå imod med alt, hvad jeg har. Selvom jeg er sårbar, syg eller dårlig, tror jeg på, det bedste er at være udadvendt og snakke om tingene. Jeg formår heller ikke at ligge derhjemme og være ked af det. Jeg dvæler generelt ikke så meget ved tingene, og det er nogle gange et stort minus, og andre gange er det er stort plus. Nogle gange bliver det mentalt hårdt, og så har jeg brug for en dag, hvor jeg lige sunder mig og tænker over tingene. Men overordnet prøver jeg på ikke at hænge mig i det og komme ud og leve mit liv så godt som muligt. Det er også åndssvagt at lade sig diktere af én syg lymfe.«

 

Daniel Svensson, håndboldspiller - kræften er vendt tilbage.
Daniel Svensson, håndboldspiller - kræften er vendt tilbage.
Vis mere

 

»På den anden side … Det er svært ikke at tænke over tingene. Den lortesygdom skyder med spredehagl på tværs af alder, samfundsklasse og alting. Jeg nyder ikke at se andres dårligdomme, men jeg får energi af at vide, at jeg ikke er den, der har det værst. Der findes andre, som har det værre. Sidste gang jeg var syg, boede jeg i Tyskland og var indlagt på et hospital der, og der så jeg en treårig dreng gå rundt med sit stativ med kemo … Hvis han kunne være smilende og positiv, og han havde det meget værre end mig, så skal jeg sgu stramme mig an, holde humøret højt og komme igennem det her.«

»For mig er det ekstremt vigtigt, at jeg har håndbolden sideløbende. Jeg har som altoverskyggende mål at blive rask – uanset lægernes melding. Mit næste mål er at komme tilbage på håndboldbanen. Jeg ved, jeg har gjort det før efter slemme knæskader og en kræftsygdom. Det motiverer mig helt vildt og er med til at holde mig oppe. Skulle det ikke lykkes, så lykkes det ikke. Men det skal i hvert fald lykkes mig at være rask. Eller kræftfri er måske det rette ord. For der er mange ting, som følger med, selvom der ikke længere er kræftceller i kroppen. Sindet og kroppen er milevidt fra at være tilbage til det, man var engang. Senfølgerne (følgevirkningerne, red.) er en helt anden snak og er ekstremt personlige.«

 

 

»Når man som jeg tog 20 kg på, taber håret, har eksem over det hele, har svær diarré og er virkelig fysisk ude af stand til at fungere ordentligt; det er ikke der, man render og føler sig mest attraktiv, og det påvirker for eksempel det intime i et forhold. En anden ting er, at jeg havde ekstremt svært ved at sove i lang tid. Der var ekstremt mange tanker hele tiden, som holdt mig vågen. Det bliver på en eller anden måde aldrig helt sig selv igen. Sidste gang havde jeg også mistet følelsen i mine tæer og fingre, selv da jeg vartilbage på håndboldbanen, men man render jo ikke rundt og siger, man ikke kan mærke håndbolden, fordi jeg ikke har kontrol over mine fingerspidser.«

»Alligevel følte jeg, at jeg som person og som menneske langt hen ad vejen næsten 100 procent var mig selv igen. Som håndboldspiller synes jeg stadig, jeg mangler noget. Det var først her i sommer, at jeg følte, det var rigtig godt. Det faldt sammen med, at der var gået to år efter min sygdom, og derfor var jeg erklæret rask, fordi risikoen for et tilbagefald på det tidspunkt er under fire procent. Så er det bare uheldigt, at jeg falder ind under de fire procent – eller at lægerne i hvert fald har mistanken. Det er ubegribeligt unfair. Hele livet var egentlig på rette kurs igen. Min kæreste og jeg var godt på vej og havde fået et godt liv. Så sætter det rigtig dybe spor, at jeg står til et tilbagefald.«

 

 

»Det er pisse hårdt, og det rammer hårdt – men derfor sørger jeg for at være så meget med som muligt i Skjern, for det giver mig meget. Og det vil jeg gøre igennem hele forløbet. Også selvom jeg skulle ende i et kemoforløb og skal gå med maske på. Skal jeg ligge på sidelinjen og kun være i stand til at tage to mavebøjninger, gør jeg det. 90 procent for min egen skyld og 10 procent for mine holdkammeraters skyld. Jeg ved, min situation påvirker dem, men de skal se, at selvom det er hårdt, er jeg der. Det skal ikke være noget, de tænker på, for gør de det, bruger de energi på det, og så præsterer de ikke lige så godt på banen. Og vi har aftalt, at intet er tabu, så de kan spørge mig om alting undervejs.«

»Jeg var med bag bænken onsdag, da vi spillede mod HC Midtjylland, og jeg blev næsten mere hidsig der, end jeg gør inde på banen. Jeg råbte af HCM-spillerne og dommerbordet. Jeg måtte lige kigge mig selv i spejlet i pausen … Og passede så mig selv lidt mere i anden halvleg, hvor jeg rykkede lidt længere væk fra bænken. Men det er ekstremt frustrerende, når man er vant til at få sine aggressioner, frustrationer, følelser og kærlighed ud inde på banen. Det er så vanvittigt hårdt bare at sidde og se på. Fordi der er en lymfe, der siger, at jeg ikke kan være med …«

»Jeg ved, jeg har ekstremt gode betingelser for at komme mig. Jeg har i Skjern to fysioterapeuter hos mig hele tiden og en materialemand, som henter ting til mig eller fylder min vanddunk, hvis den er tom. Hele mit job er at blive fysisk fit igen. Der kan jeg kun tænke på alle de mennesker, der skal tilbage på arbejdsmarkedet og samtidig have styr på deres krop – det er en dobbelt kombination, der er meget hårdere end det, jeg skal igennem. På den måde er jeg lykkelig over at have mit erhverv.«

 

 

»Jeg har været meget tilfreds med forløbet indtil videre på Aalborg Sygehus. Det er præcis det samme, som jeg var igennem i Tyskland. Den største forskel her er, at jeg kan få blødkogte æg i Aalborg. I Tyskland lå jeg på stue med en anden mand, og da jeg så, han fik blødkogte æg en morgen, sagde jeg, at det ville jeg også gerne have. Men så meddelte sygeplejersken, at ’desværre hr. Svensson, du har ikke den rigtige forsikring. Så du kan ikke få blødkogte æg’. Så jeg måtte nøjes med en skive brød og en lille yoghurt. Men de gange min far så kom ned, tog Fanden ved ham, og han kom hver dag på sygehuset med en hel gryde fyldt med blødkogte æg. Det skulle sgu ikke hedde sig, mente han.«

»Jeg er ikke 100 procent sikker på, hvad chancerne er for at overleve, når det er et tilbagefald, men for Hodgkins ligger det på 80 procent, og det tæller også mennesker, som er ældre end mig og ikke lige så stærke rent fysisk. Det giver mig håb om, at jeg kan modstå det. Men det bliver hårdt. Vi skal sikre os, det aldrig kommer igen. Derfor skal jeg både have almindelig kemo, højdosis kemo, stråler – hele pakken. Jeg kommer til at være lagt fuldstændig ned. Men det skal bare ud af kroppen den her gang. Jeg ville ikke kunne bære at skulle igennem det hele en gang til.«

»Kemoforløbet vil vare fem-seks måneder alt efter, hvordan min krop klarer det. Så det passer fint med, at jeg kan være tilbage mod slutningen af juli, hvor opstarten frem mod den nye sæson begynder for alvor, og det vil så være næste fase, hvor jeg kan genopbygge mig selv til at spille håndbold. Det er det, der er i mine tanker. Jeg lærte af min træner i Spanien, at der ikke er ’gode’ eller ’dårlige’ dage – der er kun dage. Det handler om at tage én dag ud af kalenderen og bruge den på målet om at blive rask igen. Og så gøre det samme dagen efter. Så kan jeg skide ud over mig selv, fordi jeg ikke kan styre min krop. Jeg kan kaste op. Solen kan skinne, og jeg kan gå en tur. Det er lige meget – målet er at blive rask, og det er det, alle dagene skal bruges på.«

»Jeg har fået kæmpe opbakning, ikke kun fra familie, venner og bekendte, men også fra hele håndbolddanmark. Det er fantastisk at mærke sådan en varme, når man er på sit laveste. Jeg vil gerne sige tak til alle. Til Tvis-supportere, som hader mig, men hader kræften endnu mere (de stillede op til en kamp med et banner med skriften: ’står sammen mod cancer for Svensson’, red.). Til alle dem, som har skænket mig en tanke, hvad enten det har været sagt eller ej,« siger Daniel Svensson.