Frankrig viste sig at være for stor en udfordring for et ellers hårdt kæmpende dansk kvindehåndboldlandshold

De danske håndboldkvinder spillede lørdag eftermiddag mod Frankrig i Golden League-turnering i Norge, som spilles forud for EM-slutrunden i Serbien, der starter om ti dage.

Og det var et ungt hold, Jan Pytlick valgte at stille med. Den endelige EM-trup bliver udtaget på tirsdag, og derfor skulle mange spillere ses an i dagens kamp. De danske håndboldkvinder står overfor et generationsskifte, så det var et uprøvet hold, der skulle tage kampen op mod Frankrig.

Danmark lagde godt ud, og selvom Frankrig stillede med et stærkt fysisk hold, så kom Danmark foran med 4-0. Der gik hele fem og et halvt minut, før Frankrig scorede deres første mål, men så kom de også efter Danmark, og efter 16 minutter stod de to hold lige, 7-7.

De danske håndboldkvinder havde en del problemer i forsvaret, som gav Frankrig flere muligheder for at komme foran, men en overraskende god indsats i det danske angreb sørgede for, at stillingen til pause var lige.

Det var først i anden halvleg, at Frankrig formåede at komme foran. Og nu skulle det vise sig, at Frankrigs overlegne fysik blev noget af en mundfuld for det unge danske hold. Anden halvleg blev således på franskmændenes præmisser, hvor Frankrig på et tidspunkt var oppe og føre med seks mål.

Og på trods af, at Frankrig i de sidste ti minutter på et tidspunkt var to mand i undertal, så formåede de alligevel at score og holde på deres overlegne føring.

Men selvom det så noget sort ud for Danmark i anden halvleg, så var det yderst fighterlystne unge danske damer, der var på banen i dag, og de nåede således at reducere Frankrigs føring til kun tre mål tre minutter før tid.

Danmark kæmpede og fik pyntet på resultatet til sidst, men kampen endte alligevel 33-35 til Frankrig. Efter kampen var træner Jan Pytlick afklaret med resultatet og sit holds indsats, men langt fra tilfreds. 

- Vi havde problemer forsvarsmæssigt, og det viser 35 mål til Frankrig jo også. Vi havde svært ved at holde dem mand mod mand, for de var meget fysisk stærke, sagde Jan Pytlick til TV2 efter kampen.

At det var afgørende for kampen, at han lod rutinerede danske spillere sidde over, og i stedet stillede med et forholdvis uprøvet hold, ville landstræneren dog ikke bekræfte.

- Vi er i udviklingsfasen på det her hold, så det var vigtigt for mig at se spillerne an, sagde Jan Pytlick.

Playmaker Lotte Griegel var efter kampen særligt tilfreds med den danske indsats i angrebet.

- Vi lukker 33 mål ind, og det er fantastisk. Men de scorer 35, så forsvaret skal justeres. Men man lærer af nederlag, og nu skal vi lære at ændre spillet i forsvaret. Men angrebet kan jeg ikke sætte noget på, når vi scorer 33 mål.

 I morgen spiller Danmark endnu en testkamp i Golden League mod Sverige. Jan Pytlick udtager den endelige EM-trup på 16 spillere, der skal til Serbien, på tirsdag.