Hvem snupper den 16. og sidste plads i den danske trup til kvindernes håndbold-EM?

Valget står mellem Lærke Møller, Anne Mette Hansen, Jane Schumacher og Mette Tranborg.

- Inde i mit hoved har jeg et klart billede på, hvem jeg udtager. Indtil videre vælger jeg dog at holde mine tanker for mig selv. Det synes jeg er mest fair over for spillerne, siger Jan Pytlick og tilføjer:

- Men i princippet har alle chancen for at komme med til Ungarn. De næste dage afvikler vi træningslejr (i Vejle, red.) og i weekenden spiller vi Golden League i Norge. Her kan de vise sig frem, og skulle der opstå skader blandt de 15 spillere, jeg forlængst har udtaget, ved jeg, hvorhen jeg skal kigge.

Umiddelbart betragtet synes Lærke Møller at være favorit til udtagelse. Efter sommerens klubskifte fra FC Midtjylland til Team Tvis Holstebro har nordjyden, der tidligere har været usædvanlig meget skadet, vist sig fra sin allerbedste side.

- Jeg er meget spændt på at se, hvem Pytlick vælger. Men skal jeg være ærlig, synes jeg, at det er fair, at jeg er med i kapløbet, siger Lærke Møller.

Uanset hvem valget falder på, er Jan Pytlick optimist på sit holds EM-muligheder.

- Ambitionen er at vinde en medalje. Det vil sige, at vi skal kunne blande os med de allerbedste. Det er realistisk, tror jeg. Vi vandt VM-bronze i fjor, og vi har et hold, der bare har løftet sig siden, siger han.

Danmark er ved EM i pulje med Ukraine, Rumænien og Norge. Herfra kvalificerer de tre bedste sig til hovedrunden, hvor Ungarn, Spanien og Rusland er de sandsynlige modstandere.

- Jeg placerer Ukraine lidt på sidelinjen, selv om jeg har dyb respekt for ukrainsk håndbold. Men alle de andre kampe bliver jævnbyrdige. Derfor er det selvfølgelig en stor målsætning at melde ud, at man går efter medalje. Men det tror jeg, at vi er klar til, siger Jan Pytlick.

Hermed ligger hans forventninger over den sjetteplads, som landsholdets økonomiske mæcen, Team Danmark, har angivet som succeskriteriet.

- Jeg tror, det er sundt, at man går ind til en opgave med store drømme. Det kan være med til at skærpe præstationen, siger Jan Pytlick.

Men selvom han vurderer, at hans tropper spiller håndbold på et højt niveau i øjeblikket, mener landstræneren, at der er punkter, man inden det går løs i Ungarn, kan forbedre sig.

- Der er masser af ting, vi i de kommende dage skal arbejde med. Forsvar. Kontrafase. Angreb. Det bliver en stor udfordring for os, og det gør det for alle hold, der møder frem til det mesterskab, for der er virkelig mange, der byder sig til i kampen om topplaceringerne. Foruden os selv er der vel syv-otte nationer, der har realistiske medaljemuligheder, siger Jan Pytlick.

---

FAKTA: kvinde-EM i håndbold

# Slutrunden spilles 7.-21. december i Ungarn og Kroatien.

# Danmark møder i det indledende gruppespil Ukraine, Rumænien og Norge. Disse kampe spilles alle i den ungarske provinsby Debrecen.

# Tre hold går herfra videre til EMs såkaldte hovedrunde, hvor Danmark kan møde Ungarn, Spanien, Rusland og Polen. Også disse kampe spilles i Debrecen.

# De to hold med flest point efter kampene i det indledende gruppespil og hovedrunden kvalificerer sig til semifinalerne, der spilles i Budapest. Her møder man de to bedste hold fra den anden lodtrækningshalvdel (Gruppe C: Sverige, Tyskland, Kroatien og Holland. Gruppe D: Montenegro, Frankrig, Serbien og Slovakiet)

# Ved det seneste EM - for to år siden i Serbien - vandt Norge guld efter finalesejr over Montenegro. Danmark måtte nøjes med en femteplads.

# Danmark har deltaget ved samtlige 10 Europamesterskaber. Tre gange er det blevet til guld: 1994, 1996 og 2002.