Landstræner Jan Pytlick roste sit hold, selvom om de tabte VM-kampen mod Serbien. Nu er der fredag aften lagt op til storkamp mod Brasilien

Ganske vist tabte Danmarks håndboldkvinder VM-kampen mod Serbien 22-23. Men det fik ikke landstræner Jan Pytlick til efterfølgende at kaste håndklædet i ringen.

- Hvorfor skulle jeg dog det? Vi spillede en god kamp, og var bedre end serberne de første 40 minutter, sagde han efter kampen og tilføjede:

- Det var en god kamp, som vi fremadrettet kan lære en masse af. Sikke en atmosfære, der var i hallen. Stemningen blandt tilskuerne var jo nærmest euforisk. Så selvom vi tabte, tror jeg stadig, vi vinder puljen. Det kræver ganske vist en tre-måls-sejr over Brasilien (fredag, red.). Men det er ikke umuligt.

Playmaker Kristina Kristiansen ærgrede sig også over nederlaget.

- Det er superærgerligt, at vi taber. Vi var virkelig tæt på. Jeg synes, vi skulle have vundet kampen. Men desværre holdt vi ikke - mig selv inklusive - hovedet koldt i afgørende situationer, sagde hun og blev bakket op i sit synspunkt af Pernille Holst Holmsgaard.

- Det er virkelig surt at tabe en kamp som denne. Serberne var godt spillende. Men det synes jeg også, at vi var. Der blev virkelig kæmpet i forsvaret. I angrebet synes jeg til gengæld, at der blev misbrugt lidt for mange chancer.