Pytlick før gyser: Her lykkedes vi

Landstræneren vurderer selv, hvad der indtil nu er gået godt, og hvad der er gået skidt.

Tre sejre og to nederlag. Og alligevel har Danmark stadig en ganske reel chance for at spille sig i semifinalen ved EM i Serbien.

Det kræver en dansk sejr over Norge torsdag aften, mens Frankrig forinden SKAL have besejret Serbien.

Men som sagt kræver det en dansk sejr, og derfor skal Danmark finde nogle af de lyspunkter frem, der har været i turneringen hidtil.

Jan Pytlick giver herunder et indblik i, hvordan han selv vurderer det danske kvindelandsholds EM-præstation indtil videre, og heriblandt kan man finde nogle af de takter, som EM-pigerne skal tilbage til.


DANMARK - SVERIGE 26-27

Det offensive forsvar med to spillere liggende foran tre-meter-linien virkede ikke. Kritikken falder tilbage på landstræneren.

Det gode
Pytlick: - Vi spiller tre gode kvarter. Stine Jørgensen får sat sig fint igennem og bliver vores topscorer (6 mål, red.)

Det dårlige
Pytlick: - Til gengæld spiller vi skidt det sidste kvarter. I denne periode af kampen blev der inde på banen lavet for mange personlige fejl


DANMARK - FRANKRIG 28-27

Jan Pytlick gav masser af spilletid til Lotte Grigel, selvom hun virkede stresset i flere af sine aktioner.

Det gode
Pytlick: - Vi spiller en superkamp. Vores hidtil bedste ved EM. I angrebet gik Louise Burgaard (7 mål på 7 skud, red) forrest

Det dårlige
Pytlick: -Jeg synes, at Frankrig kom en smule for let til flere af sine scoringer


DANMARK - MAKEDONIEN 37-30

Danmark fik en skidt start på kampen. Forsvaret fungerede ikke. Og målvogter Sandra Toft blev hurtigt udskiftet

Det gode
Pytlick: - Stor ros til spillerne for, at de angrebsmæssigt blev ved med at køre på. På fløjene spillede Mie Augustesen og Louise Lyksborg stærkt.

Det dårlige
Pytlick: - Jeg ville gerne have haft at forsvaret havde fungeret bedre. Det er meget at lukke 30 mål ind mod så svagt et hold


DANMARK - TJEKKIET 33-30
Jan Pytlick holdt af uransagelige årsager fast i sit offensive 4-2-­forsvar, der aldrig kom til at fungere

Det gode
Pytlick: - Det var en tempofyldt kamp. Det kvitterede Ann Grete Nørgaard for ved at score 10 mål på 11 forsøg. Flot

Det dårlige
Pytlick: - Jeg var ikke tilfreds med vores spil. Der bliver simpelthen lavet for mange personlige fejl


DANMARK - SERBIEN 26-29
Igen var det 4-2 forsvaret, der kiksede. Set fra sidelinien havde Jan Pytlick disponeret forkert.

Det gode
Pytlick: - Efter vi hurtigt kom stort bagud, kæmpede vi os flot tilbage, og var ni minutter før tid foran med et mål

Det dårlige
Pytlick: - Desværre matcher vi fysisk ikke serberne. De var mere erfarne end os, og det blev udslagsgivende

Læs også: