Danmark er snublende nær en EM-semifinale trods det skuffende 28-28-resultat mod Sverige.

Nabokrig. Arvefjendeopgør. Slaget om Norden. Svensker-brag. Kald det, hvad du vil. Det blev et drama uden lige.

Alt var, som det hidtil har plejet at være under EM i Polen. Det levede, indtil de døende sekunder af opgøret.

I et opgør, hvor Michael Damgaard fortsatte sin imponerende formkurve, overraskende svenskerne danskerne.

I polske Wroclaw tog Danmark alligevel et lille skridt mod EM-semifinalen, der har været det helt store mål for landsholdet. Nu kan målsætningen om »bare« en semifinale snart godt blive revurderet, hvis alt går, som det skal.

Efter kampen mod Spanien, hvor danskerne viste sig fra noget nær sin bedste side, var forventningerne ikke, at Sverige ville yde den store modstand i jagten på semifinalen. Men det gjorde de.

I Hundredeårshallen tog Niklas Landin fra på straffe. Jokeren Michael Damgaard kom ind igen. Scorede. Og sugede til sig af læremesteren Mikkel Hansen.

Alt imens havde Mads Mensah overblikket som spilstyrer. Indspil til streg. Henrik Toft på tavlen. Der var stille, når svenskerne scorede. Når Danmark scorede, eksploderede hallen i jubel. De var i overtal på lægterne. Så jo, det spillede skam meget fint i Wroclaw i den første halvdel af kampen.

Og så alligevel.

For som lugten af en dåse surstrømming ville svenskerne ikke forlade lokalet. De hang i luften, satte sig i tøjet og nægtede at blive vasket ud med det kolde vand. En sløj undertalsperiode i slutningen af første halvleg gjorde, at elskerne af fordærvet fisk stadig hang på Danmark med 15-13 ved pausen.

Landstræner Gudmundur Gudmundsson var ellers i den grad klar fra start. Den normalt rolige islænding hoppede og dansede på sidelinjen. Til tider frygtede man, at han ville løbe med i en kontra. Af sted, drenge. Af sted.

Og måske skulle den tidligere venstre fløj på det islandske landshold have taget chancen og stukket i dybden, for danskerne havde svært ved at smide svenskerne af sig i anden halvleg.

Jovist, Mikkel Hansen slog til med et par hug af en anden verden, mens Hammeren fra Rødby, Michael Damgaard, drog ud på endnu et scoringstogt. Han fortsatte ukueligt som altid og bankede både målene og skuddene af sted. Svenskerne? De hang stadig på.

Men med ti minutter igen fik Danmark skabt et lille hul. Anders Eggert listede spidsfindige straffekastscoringer ind bag svenskerne, keeper Landin løftede sit niveau og kom ind i kampen igen med vigtige redninger og Mikkel Hansen viste sit værd.

Alligevel hev svenskerne en uafgjort hjem i de sidste sekunder til resultatet 28-28.

Det uafgjorte resultatet giver danskerne en semifinale-plads i hånden, som de groft sagt kun kan smide væk mod et decimeret tysk mandskab onsdag aften i den sidste kamp i mellemrunden. En sejr eller et uafgjort resultat mod Tyskland sender Danmark i semifinalen. Også Rusland kan hjælpe Danmark videre, hvis de tager point fra Spanien.

Derfor kan der være god grund til at hive termometeret frem. For EM-feberen kan trods det uafgjorte resultat mod Sverige så småt begynde sin hærgen i Danmark. Det kan kun Tyskland forhindre.