I over 20 år har han nærmest vadet fra succes til succes. Men efter OL-guld i Rio endte det mudret for Wilbek.

København. Han fik kvindehåndbold på alles løber og fejrede store triumfer med håndboldkvinderne i 1990'erne. Han gentog bedriften med håndboldherrerne, som havde et uforløst potentiale, der først blev forvandlet til guld, da "kvindetræneren" trådte til.

Ulrik Wilbek var som sportschef også med på sidelinjen under det netop overståede OL i Rio, hvor håndboldherrerne sluttede et flot dansk OL af med guld efter finalesejr over mægtige Frankrig.

Men tirsdag sluttede det brat for Wilbek.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) skal have ny sportschef, for den rolle kan Wilbek ikke se sig selv i efter det, han selv betegner som "uro" efter OL-triumfen.

Wilbeks exit fra dansk håndbold, som han har præget i over 20 år, blev en mudret en af slagsen.

Han har nærmest ene mand løftet dansk håndbold til guld og berømmelse i Danmark. Wilbeks lange trænerkarriere og virke i håndboldsporten har været præget af solid opbakning hele vejen rundt. Fra spillerne, fra forbundet og fra medierne.

Modgange var der få af. Der var eksempelvis balladen med hele Danmarks håndbolddarling Anja Andersen. Og en sportslig krise ulmede, da han som herrelandstræner gik ind til VM-slutrunden i 2011 efter tre skuffende slutrunder i træk.

Men kriserne klarede han sig altid igennem. Anja Andersen kom tilbage på landsholdet, og de fejrede mange triumfer sammen. Og håndboldherrerne vandt VM-sølv i 2011, og så var den krise også afblæst.

Medaljer har altid været synonym med Wilbek. Derfor er tirsdagens exit også bemærkelsesværdig. Den kommer nemlig kort tid efter håndboldherrernes store triumf i Rio.

Tilsyneladende ville Wilbek have landstræner Gudmundur Gudmundsson fyret under OL, ja, også efter OL åbenbart. Spillerne sagde angiveligt nej.

Landstræneren har først hørt om møderne mellem spillerne og Wilbek i sidste uge. Han er overrasket, men sidder fortsat i sit job.

Men Wilbek valgte at tage konsekvensen af "uroen". Midt i medaljeeuforien fra OL og guld-efterfesten siger han farvel. Lige pludselig smuldrede det hele for Wilbek, som ellers altid har haft styr på sine ting.

Guldtræneren, læs Gudmundsson bliver, men guldtræneren over dem alle og skaberen af hele det fundament, som dansk håndbold står på i dag, er væk.

Fremtiden har Wilbek styr på. Selvfølgelig. Han stiller op som borgmesterkandidat for Venstre i Viborg, når der er kommunalvalg næste år.

/ritzau/