De drømmer om at kvalificere sig til sommerens olympiske lege i Rio de Janeiro. Men med et rystende stort nederlag på 25-32  mod Rumæniens bronzevindere fra sidste års VM i Aarhus, læner kvindelandsholdet i håndbold sig opad en skuffende exit.

Nu kan Danmark ikke tåle et nederlag i lørdag aftens kamp mod Montenegro. I modsat fald bliver der ikke dansk OL-deltagelse.

Danmarks spil i første halvleg hang slet ikke sammen:

I målet havde Rikke Poulsen og Sandra Toft sammenlagt kun tre redninger. Det kunne forsvaret klandres for. Ifølge landstræner Klavs Bruun Jørgensens taktiske oplæg skulle det spille offensivt. Men i stedet blev tacklingerne sat for sent ind, ligesom der blev bakket under de kreative og effektive rumænske gennembrud. Herudover viste danskerne også svagheder offensivt. Blandt andet lykkedes det i de første 30 minutter ikke at score en eneste gang på kontraløb.

Rumænien indledte kampen bedst, og bragte sig problemløst foran 8-3, som var stillingen efter de første 10 minutter.

Det fik Klavs Bruun Jørgensen til at forlange timeout.

»Vi skal have mere nerve nu,« råbte han til spillerne.

Opsangen hjalp og seks minutter senere førte rumænerne med blot tre overskydende mål.

Den danske optur blev dog kortvarig, og ved pausen førte Rumænien 19-13.

Klavs Bruun Jørgensen forsøgte at vende slagets gang ved fra anden halvlegs begyndelse at satse på venstrehåndsskytten Camilla Dalbys evner. Det var ikke nogen dårlig idé. Således lavede hun fire mål å skud fra distancen. Dispositionen kunne dog langt fra vende slagets gang eftersom rumænerne ikke slækkede på koncentrationen i hverken forsvar eller angreb.

Lørdag aften gælder det for Danmark så en kamp mod Montenegro, der skal besejres, hvis ikke OL-kvalifikationen skal kikse.

Her bliver der gensyn med Bojana Popovic, der tidligere var en stor spillerprofil i de danske ligaklubber Slagelse DT og Viborg HK, men som nu er assisterende landstræner for Montenegro.

»Det er dejligt at være tilbage i Danmark,« sagde hun til BT efter Montenegros overbevisende sejr på 34-19 over Uruguay.

Men selvom Bojana Popovic stadig nærer varme følelser for Danmark, har hun ikke tænkt sig at give ved dørene, når Montenegro møder Danmark.

»Jeg tror, at starten på kampen bliver vigtig for slutresultatet,« sagde Bojana Popovic og tilføjede:

»Siden VM (i december, red.) er der skiftet en del ud på det danske hold. Det betyder, at det endnu ikke er optimalt sammenspillet. Vores plan er derfor at få det danske fundament til at vakle og spillerne til at tvivle en smule på sig selv. Lykkes det, kan vi forhåbentlig sikre os sejren.«

Bojana Popovic befandt sig under VM hos sin familie i Montenegro.

»Men nu er jeg tilbage omkring landsholdet. Alle kræfter er sat ind på, at vi kvalificerer os. Vi er et lille land, men håndboldtraditionerne er store. Vi har tidligere klaret os godt ved OL. Kvalifikation er derfor det helt store mål,« sagde Bojana Popovic.

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Der er meget mere af det gode at hente fra BT Sporten. Bliv ven med os her