Flensburg-Handewitt bekræfter på klubbens hjemmeside, at man har skrevet treårige aftaler med de danske landsholdsspillere Rasmus Lauge og Henrik Toft Hansen.

Playmaker Rasmus Lauge skifter fra næste sæson til Flensburg-Handewitt - et år før hans kontrakt udløber i THW Kiel, mens Henrik Toft Hansen kommer til fra Hamborg.

I Rasmus Lauges tilfælde har Kiel efter bagspillerens eget ønske valgt at ophæve kontrakten før tid. Det skriver THW Kiel på deres hjemmeside.

»Rasmus bad os af sportslige grunde om at ophæve kontrakten. Han er en ung spiller, der har brug for at få kamptræning, og derfor har vi efterkommet hans krav om at forlade klubben. Vi ønsker ham held og lykke med Flensburg-Handewitt,« siger Thorsten Storm, der er administrerende direktør i THW Kiel.

Den 23-årige dansker er glad for den tyske klubs forståelse i, at han søger mere kamptræning. Han er desuden klar på at slutte godt af i klubben.

»Jeg er taknemmelig for, at THW Kiel støttede mig i min beslutning om at få mere spilletid. Jeg havde på trods af skadesproblemer en klasse tid med klubben. I de sidste par kampe vil jeg gøre alt for at sige farvel til klubben på den bedst mulige måde,« siger Rasmus Lauge til Kiels hjemmeside.

Det lignede ellers et drømmeskifte, da Rasmus Lauge i 2013 skiftede fra Bjerrringbro-Silkeborg til de tyske mestre fra THW Kiel. Tiden i klubben blev dog præget af en korsbåndsskade.

Efter han i november gjorde comeback på håndboldbanen, har det været svært at spille sig ind på Kiels mandskab, som er godt dækket ind på hans position. Derfor skifter han nu til rivalerne. Et skifte som Flensburg-Handewitts træner Ljubomir Vranjes er begejstret for:

»Med tilgangen af Rasmus Lauge kan vi være mere fleksible i vores spil, og vi er bedre dækket ind blandt vores bagspillere. Jeg glæder mig til at arbejde med ham, da jeg fortsat mener, han har et stort potentiale,« siger Ljubomir Vranjes til Flensburg-Handewitts hjemmeside.

Mens Rasmus Lauge er blevet løst fra sin kontrakt, har 28-årige Henrik Toft Hansen gennem længere tid været rygtet på vej væk fra Hamborg. Valget faldt således på Flensborg, hvor han ligesom Rasmus Lauge har skrevet under på en tre år lang kontrakt.