Landstræner Ulrik Wilbek har skåret sin VM-trup ned til 16 mand. Se hvem der er ude og inde i den danske 16-mandstrup

Det har været lidt ligesom en fyringsrunde de sidste 24 timer frem til mandagens pressemøde i Aarhus, hvor landstræner Ulrik Wilbek offentliggjorde, hvilken trup han tager med til VM i Spanien, der begynder på lørdag.

28 spillere blev midt i december udtaget til den foreløbige bruttotrup, og det er kun disse 28, der kan komme i spil under dette VM. 18 af disse spillere fik så op mod jul at vide, at de skulle møde til træningssamling i Aarhus den 28. december og kæmpe om de 16 VM-billetter, Wilbek kan gøre brug af.

Landstræneren proklamerede samtidig, at han den 7. januar, efter tre testkampe i Totalkredit Cup, ville fortælle, hvilke to spillere, han må skuffe og sende hjem, mens resten af landsholdet drager mod Sevilla.

Siden har Wilbek afvist at sige noget som helst om, hvilke overvejelser han har gjort sig, hvilket har åbnet op for spekulationer og gætteri på, hvem Wilbek ville vrage.

Nogle har været selvfølgelige valg, hvor kun skader har kunnet hindre en VM-deltagelse. Og skader er der pt ingen af i truppen. Mikkel Hansen, Niklas Landin og René Toft Hansen er nogle af de mest oplagte at nævne på den konto.

Andre har været mere usikre. Marginale spillere som Morten Olsen, Selv en rutineret mand som Kasper Søndergaard har fortalt, at han ikke følte sig sikker.

Men nu er bomben udløst. Ulrik Wilbek har besluttet, at Kasper Irming og Morten Olsen ikke skal være en del af den 16-mandstrup, der på lørdag lægger ud ved VM mod Qatar, og som i de efterfølgende puljekampe møder Rusland, Chile, Island og Makedonien.

Dermed ser Wilbeks VM-hold således ud:

Målmænd:
Niklas Landin
Jannick Green

Fløje:
Anders Eggert
Casper U. Mortensen
Hans Lindberg
Lasse Svan Hansen

Stregspillere:
René Toft Hansen
Jesper Nøddesbo
Henrik Toft Hansen

Bagspillere:

Mikkel Hansen
Nikolaj Markussen
Henrik Møllgaard
Rasmus Lauge
Bo Spellerberg
Kasper Søndergaard
Mads Mensah Larsen

Hvis Danmark slutter blandt de fire bedste i puljen, fortsætter holdet til 1/8-finaler, kvartfinaler og så videre, indtil holdet bliver slået ud eller til sidst står med en medalje om halsen.