Tyske Bietigheim slog Nykøbing Falster med hele 11 mål i den første af to semifinaler i EHF Cuppen.

Bietigheim. Håndboldkvinderne fra Nykøbing Falster skal levere en storsejr over tyske Bietigheim i næste uge for at nå finalen i EHF Cuppen.

Søndag måtte Nykøbing-træner Niels Agesen se sit hold tabe det første opgør i Tyskland med 27-38.

Det var ikke helt uventet, at Kristina Kristiansen og holdkammeraterne ville komme på en hård opgave mod Bietigheim.

Modstanderne har været noget nær ustyrlige i den tyske liga med 20 sejre i 20 kampe.

Bietigheim, der trænes af danske Martin Albertsen, satte sig straks på opgøret og førte 19-13 ved pausen.

De første 30 minutter var dog blot en forsmag på, hvad der ventede i anden halvleg, som tyskerne vandt 19-14.

Returkampen i Danmark bliver spillet søndag 16. april.

I den anden semifinale mødes russiske Rostov Don og Metzingen fra Tyskland.

/ritzau/