Danmark vil aldrig kunne slette det rekordstore finalenederlag til Spanien ved VM for to år siden - til det var ydmygelsen for stor
Det er præcis to år og én dag siden, at det hele for en stund gik lidt i stå i det meste af Danmark. Omkring klokken 18.12 har mange tommelfingre fundet vej til fjernbetjeningens volumen-knap. Den, der skruer ned.
Imens løb 16 danske håndboldspillere rundt i en hal i Barcelona og ledte efter knappen til at slukke - eller i det mindste starte forfra. Bagud 26-11 ti minutter efter pausen var VM-finalen overstået. Det guld ville gå til Spanien. Onsdag aften er vi der næsten igen. Det er ’kun’ en kvartfinale, men det er muligheden for at stoppe den spanske guldflamenco og dermed vinde bare lidt af det tabte tilbage.
For helt glemt bliver det aldrig.
»Såret vil nok aldrig hele. Det tror jeg sgu ikke, det gør. Den vil nok gøre ondt i rigtig mange år. Ikke sådan ondt, at man går og er ked af det. Men jeg var i en VM-finale, og igen lykkedes det ikke. Det har været lige ved og næsten nogle gange, så det kunne fanme være fedt at tage den sejr i morgen (onsdag aften, red.). Det ville hjælpe på det,« siger Kasper Søndergaard, der med fire mål var delt dansk topscorer dengang.
Han er med endnu. Det er der 14 danskere, der er. De fleste af dem var med til at slå Spanien ved EM i Herning sidste år. Men hvem husker det? Vi husker stadig fornemmelsen fra den VM-finale i Spanien. Og det gør spillerne også. Så lad os lige rejse lidt tilbage i tiden.
Damptromlet
Til søndag den 27. januar 2013 klokken 17.14. Da den spanske stregspiller Julen Aguinagalde klappede hænder med sine holdkammerater til lyden af den i håndboldhaller skamspillede Opus-klassiker ’Live is Life’, mens de 16.000 spanske tilskuere sang kampen i gang. »Olé, olé, olé, oléééé«.
»Vi var så klar til at gå ind i den VM-finale. Vi havde stort set ikke tabt til Spanien i mange år inden den finale. Vi følte, at vi havde overhånden mod dem, og jeg tror kraftedme, at vi var så naive at gå ud og sige, at vi var favoritter i den finale, selvom det var deres hjemmebane. Og så blev vi bare ramt af en damptromle, har jeg lyst til at sige, selvom det er en klam floskel,« siger Kasper Søndergaard.
Efter fire minutter stod det 3-0 til Spanien. Ulrik Wilbek tog sin første timeout. »Ikke så hurtige afslutninger,« var en af den blonde landstræners dessiner. Det handlede om at finde roen i en hektisk start. Det hjalp. Danmark nærmede sig ved 5-4 og 9-8, men i pausen stod det 18-10.
»Jeg husker det som, at vi sidder i pausen, og det er selvfølgelig frustrerende at være bagud med otte, men vi har det som om, vi har spillet en god kamp. Vi har spillet os frem til gode chancer, men vi brænder. Det er jo frustrerende i sig selv,« siger Hans Lindberg, der sammen med holdkammeraterne troede på comebacket.
»Hvis man har en dårlig periode, er et forspring på seks-syv mål pludselig væk. Så vi vidste, at det godt kunne lade sig gøre, hvis vi fik en god start. Vi skulle ikke ind og hente otte mål med det samme, men hvis vi gik ind og fik en god start og hentede to-tre mål på de første 5-10 minutter, så er vi der stadig.«
Valero Rivera brænder sit skud fra fløjen. Henrik Møllgaard scorer i anden bølgen. Et lille håb planter sig. Og så kommer Jorge Maqueda og co. med ukrudtsbrænderen. Otte spanske mål i træk. 26-11 efter ti minutter af anden halvleg.
»Der ramler korthuset bare. Det er slut. Det er bare 20 minutter, hvor man har lyst til at grave sig ned og gå ud af hallen. Om man får pyntet på det eller ej, så har vi stadig tabt en VM-finale, om vi taber med 16 eller med syv. Det udvikler sig så til, at vi taber størst nogensinde i en VM-finale. I situationen for mig personligt i hvert fald er det fuldstændig ligegyldigt. Det rager mig. Vi har tabt en VM-finale. Om vi taber den med otte eller med 16, det er i min verden fuldstændig ligegyldigt. Der er det jo, man tænker; ’hvad fanden sker der’. Hvordan kan vi falde så meget sammen som hold?,« siger Hans Lindberg.
Blev udstillet
De sidste 20 minutter gik. Det føltes som 40. 35-19 stod der på lys-tavlen i Palau Sant Jordi-hallen, da de spanske spillere på bænken allerede havde danset sejrsdans i et minut. Kameraet pegede i retning af den daværende prins Felipe, der havde et noget større smil end Kronprinsesse Mary, som dog klappede med af de spanske guldvindere.
»Vi så efter kampen, at Prinsesse Mary var dernede, den nuværende spanske konge var der og masser af danske fans, der havde brugt mange penge på at komme derned. Så stod vi der. Vi skammede os en lille smule, for det var ikke okay. Vi gjorde virkelig alt, hvad vi kunne, og vi kunne ikke gøre noget mod dem,« fortæller Kasper Søndergaard, der sammen med de andre slukørede danskere ramte omklædningsrummet bagefter.
»Der var bare så meget stilhed. Der blev ikke sagt et ord. Det er bare det, jeg kan huske. Folk sad og tænkte, ’hvad fanden det var, der foregik derinde på en time’,« siger højrebacken, der bakkes op af Hans Lindberg, som husker den bedrøvelige stemning i omklædningsrummet.
»Det er heller ikke sjovt at tabe med 16. Og blive udstillet. Det var jo det, vi blev. Det tog jo lang tid, før jeg havde lyst til at snakke om det og lyst til at se lidt mere positivt på tingene,« fortæller Hans Lindberg.
No habla ...
Kun forsvarseksperten Kasper Nielsen kunne tvinge et smil ud, da sølvmedaljerne blev overbragt. Ikke én anden dansker havde overskuddet til det. Ulrik Wilbek havde heller ikke overskuddet - under stort postyr og efterfølgende offentliggørelse af et mavesår - til at gå til det efterfølgende pressemøde, hvor Niklas Landin og pressechef Finn Tage Jensen sammen sad ved siden af den legendariske spanske landstræner Valero Rivera, der nu styrer Qatar. Her kunne de få lov at høre en serenade af spanske skældsord.
»Jeg kan huske, jeg sad på pressemødet efter kampen. Også fordi ham træneren brugte, jeg ved ikke hvor lang tid på at snakke på spansk, hvor jeg bare sad og tænkte, at det forstår jeg ikke en skid af,« siger Landin der har lagt nederlaget så meget bag sig, at han ikke husker meget fra den oplevelse bare to år tilbage.
Det gør Bo Spellerberg. Og han glemmer det nok heller aldrig igen. Heller ikke selvom Danmark vandt ved EM sidste år og nu kan slå Spanien helt ud af VM med en sejr i aftenens kvartfinale.
»Jeg tænker ikke sådan på revanche. Det fylder ikke så meget. Det handler mere om at spille os i en semifinale. Vi kan ikke sige, at hvis vi går ud og vinder den kamp, har vi fjernet den plet. Den tror jeg desværre altid vil være der. De vil altid kunne kalde sig verdensmestre, og de vil altid kunne sige, at de udraderede os. Så handler det bare om, at vi kan sige nogle andre ting, hvis vi slår dem i morgen (onsdag aften, red.), siger Bo Spellerberg.
