De havde sat næsen op efter at skulle spille med om EM-guldet. Men sådan kom det langt fra til at gå for det mandlige danske håndboldlandshold. Med nederlag i sidste EM-kamp på 26-29 mod Frankrig, ender Danmark nemlig på en skuffende sjetteplads. Den dårligste danske EM-placering siden 2000, hvor man blot blev nummer 10.

Danmark var i den spillemæssigt rodede kamp uden albueskadede Michael Damgaard. Desuden valgte landstræner Gudmundur Gudmundsson at give nogle af landsholdets sekundære spillere chancen fra start.

Det betød, at Frankrig fik mulighed for straks at sætte sig på spillet mod et dansk landshold, der virkede negativt påvirkede af det skuffende nederlag onsdag aften mod Tyskland.

Således førte franskmændene både 4-0, 8-3 og 10-5 efter en indledende fase, hvor Vincent Gerard i målet leverede en række store redninger.

Men ikke mindst takket være Peter Ballings seks fuldtræffere på blot otte forsøg de første 30 minutter var Danmark ved pausen blot bagud 13-15.

Den danske optur fortsatte efter pausen, hvor der ikke gik mange minutter før man ved 16-16 havde udlignet den franske føring.

Så modtog stregspilleren Alexander Lynggaard sin tredje to-minutters-udvisning, og blev derfor præsenteret for et rødt kort af dommerne.

Det blev startskuddet til en ny periode med fransk dominans, og da der manglede et kvarter var Danmark bagud 22-25.

Imidlertid nægtede de hvidklædte danske spillere at give op, og fem minutter senere havde de udlignet til 25-25.

Så var kræfterne sluppet og, og Frankrig sikrede sig en komfortabel sejr med tre overskydende mål.

Hos Danmark var Peter Balling bedste skytte med syv fuldtræffere, mens Benoit Kounkoud blev fransk topscorer med otte mål.

Først på søndag kender man Danmarks modstandere i forårets OL-kvalifikation:

Bliver det til spansk EM-guld skal man møde Slovenien, Iran og Sverige. Vinder Kroatien bliver det Tyskland, Norge og Bahrain, mens man skal møde Kroatien, Norge og Bahrain i tilfælde af tysk finalesejr.

I øvrigt bliver det søndag også afgjort, hvem Danmark skal spille kvalifikation til næste års VM mod. Her kan man møde landshold fra Montenegro, Tjekkiet, Holland, Østrig. Serbien, Slovenien, Portugal, Bosnien-Hercegovina og Letland.