Det er umuligt at fortsætte. Sådan lyder det fra Ulrik Wilbek.

Han har tirsdag valgt at trække sig fra jobbet som sportschef i DHF, Dansk Håndbold Forbund.

»Efter en OL-turnering, hvor det var min oplevelse, at trænere, spillere og stab sammen fandt frem til et konstruktivt samarbejde, har de seneste dages uro i pressen gjort det umuligt for mig at se mig selv fortsætte i stillingen,« siger Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse fra DHF.

I fredags kom det frem hos TV 2 og BT, at Ulrik Wilbek flere gange under OL forsøgte at få landstræner Gudmundur Gudmundsson afsat. Han spurgte direkte spillerne, om de var interesseret i sådan en løsning. Ifølge BTs oplysninger skulle Ulrik Wilbek endda have bragt emnet op igen over for anfører Niklas Landin dagen efter OL-finale-triumfen.

Nu siger Ulrik Wilbek:

»Det vigtigste for mig har altid været og er fortsat dansk håndbold, og i lyset af den uro, der har været siden hjemkomsten fra OL i Rio, kan jeg ikke se mig selv fortsætte som sportschef,« siger den afgående sportschef:

»Jeg ønsker ikke at tage fokus fra landsholdsarbejdet, men derimod ønsker jeg at give Gudmundur de bedste arbejdsbetingelser fremover,« siger Ulrik Wilbek, der har haft jobbet i fire år efter tidligere roller som både landstræner for kvinde- og herrelandsholdene.

Nu vil han koncentrere sig om lokalpolitikken i Viborg, hvor han gerne vil være borgmester.