KIF Kolding København har fået en overbevisende start på sæsonen, og de møder i dag sæsonens foreløbig største udfordring i form af FC Barcelona

Er KIF Kolding København bedre end AG København? Det spørgsmål melder sig, efter Erik Veje Rasmussen er kommet med postulatet, at ’KIF er det bedste danske hold nogensinde’.

Erik Veje Rasmussens udmelding kom i kølvandet på KIFs suveræne sejr over hans Århus-mandskab for en uge siden, og over for BT uddyber den rutinerede træner, hvorfor han er så begejstret for KIF, der har fået en overbevisende start på sæsonen og i dag brager sammen med Barcelona i Champions League.

- Jeg mener, at det er det bedst spillende mandskab, jeg har set herhjemme. Det er helt utroligt begavet, og som fagmand sidder jeg og nyder deres sammenspil. Det er enormt fascinerende at se på. Bo Spellerberg og Lukas Karlssons måde at lægge pres på og åbne et forsvar er formidabel, siger Erik Veje Rasmussen.

Målmand Kasper Hvidt var en del af hedengangne AGK, og han er også ankermand på KIF-mandskabet, der aktuelt er tophold i ligaen og altså har vundet de tre første kampe i Champions League, og dermed duellerer med Barcelona om puljens førsteplads i dagens kamp.

- Jeg vil gerne give Erik Veje ret i forhold til det, vi får ud af hver enkelt spiller. Vi er gode til at holde fast i de ting, der fungerer, og samtidig bruge nogle taktiske finesser, som man ikke har set andre danske hold levere. Rent spilteknisk er vi meget stærke lige nu. Og vores trænertrio er meget god til at få det optimale ud af hver spiller, siger Hvidt.

Hvis man kommer med en påstand om, at et hold er det bedste danske nogensinde, vil man uundgåeligt skulle sammenligne det med AG København, der var aldeles suveræn i dansk regi i 2010-2012 og nåede frem til Final4 i Champions League, inden klubben krakkede i sommeren 2012. Men hverken Erik Veje Rasmussen eller Kasper Hvidt vil kvalitativt sammenligne de to mandskaber.

- AGK kunne i den stærkeste opstilling tromle hen over holdene, men KIF gør det på en anden måde. Det er spilteknisk på et meget højt niveau, lyder det fra Erik Veje.

- Det er sindssygt svært at sammenligne. Vores præstation i AGK med at komme til FInal4 var rigtig stor. Men det handler også om noget lodtrækningsheld i Champions League, og det havde vi for eksempel lidt af i AGK. Det havde vi ikke sidste år med KIF, men hvis vi får det i år og rammer vores topform i foråret, når de afgørende kampe spilles, jamen så kan vi også godt komme i Final4, siger Kasper Hvidt, som altså sammen med holdkammeraterne får et fingerpeg om deres kvaliteter i mødet med mægtige Barcelona i dag.

- Vi har slået Flensburg med 14 mål og vundet de to andre kampe og vist virkelig god kvalitet, men det er ikke nogen garanti for, at man slår Barcelona. Men Champions League bliver heller ikke afgjort på så tidligt et stadie i turneringen, siger Hvidt.