Det var en fuser uden lige, da spanske Joan Cañellas steg op i sidste sekund, scorede og knuste de danske drømme i VM-kvartfinalen i Qatar i 2015. Et år er gået.

Nu mødes de to hold igen ved EM i Polen i aften. Danmark kan tage et stort skridt mod semifinale-drømmen med en sejr i Wroclaw, og revanchetørsten er stor for Gudmundur Gudmundsson og de danske håndboldherrer. BT har taget en snak med de spillere, der står over for de største udfordringer i kampen. Hvordan skyder man verdens bedste målmandsduo i sænk? Og hvordan stopper man en stregkæmpe på 110 kilo?

Sådan skyder vi verdens bedste målmandsduo i sænk

Spanien råder over to stærke keepere i Arpad Sterbik og unge Gonzalo Perez de Vargas. De danske håndboldherrer kalder dem for verdens bedste landsholdsduo. Men hvordan skyder vi så dem i sænk? Jesper Nøddesbo har spillet sammen med begge keepere - og spiller stadig sammen med Vargas - i FC Barcelona.

»Der må jeg være ærlig og krybe til korset og sige: Ja, det er verdens bedste målmandsduo. På Vargas er det meget godt at skyde fra fløjene, da han ikke er den største målmand. Sterbik har en lille tendens til at gå ned i målet. De ved noget, og jeg ved noget. Og det er det spil, der foregår. Man bliver nødt til at holde fast i de ting, man ved, man kan. Derfor må vi se, om de ændrer stil, og så må vi se, hvad jeg kan gøre ved det,« siger Nøddesbo og suppleres af den danske storskytte Mikkel Hansen.

»De er begge rigtig gode og har hver sin stil, men jeg synes også, vi selv er ret godt kørende på den front. Det handler først og fremmest om at få spillet os i nogle gode situationer. Spiller vi ordentlige angreb, skal det nok gå nogenlunde. Kommer vi ud i nogle dårlige angreb, er det også sværere at score. Og dér er Spanien rigtig gode. De kan få angrebet til at afslutte nogle steder, hvor de er dygtige. Man må variere sit skud alt efter, hvem der står.«

Sådan stopper vi stregkæmpen Aguinagalde

Det bliver Henrik Møllgaard og Henrik Toft Hansen, der skal kæmpe mod det spanske stregmonster Julen Aguinagalde, som kan gøre ondt på sin modstander.

»For alt i verden skal man sørge for at have ham bag sig, for står han først parkeret foran os, og de dumper den ned på ham, så bliver det ofte en umulig kamp. Vi skal sørge for at få ham ud bredt i banen, så Niklas Landin og Kevin Møller får gode muligheder for at redde skuddene - og ikke ende bag ham inde i midten, så trækker han bare straffe og udvisning,« lyder det fra Møllgaard.

Forsvarskollega Henrik Toft føler, danskerne tidligere har haft godt styr på Vive Kielce-spilleren.

»Vi har været forholdsvis gode til at lukke ham ned, men det er klart, at han kræver en masse opmærksomhed. Han er en stor gut og fylder meget. Når han får bolden, er der enten straffekast eller mål. Vi skal forhindre ham i at have bolden, men får han bolden, skal vi sørge for ikke at stå alene med ham. Det er lidt som mod Ungarn, som spillede på samme måde. Der fik deres streg lidt for meget plads, men det er de ting, vi skal have styr på.«

Dét har vi lært siden sidste år
Landstræner Gudmundur Gudmundsson har trods sygdom op til Spanien-kampen, som også har gjort assistent Tomas Svensson sengeliggende, som altid set masser af video for at være beredt på det spanske landshold. Han har set aspekter, der kan gøres bedre end sidste år.

»Det er samme træner, samme hold som ved VM sidste år. Vi har kigget på vores kamp for et år siden og deres kampe her ved EM, og det er næsten samme strategi, de bruger. Der er nogle ting, vi kan forbedre. Vi må spille virkelig godt i angrebet for at score mål.«

»Jeg har kigget på den (kampen fra sidste år, red.) flere gange. Vi dækker godt op i næsten hele kampen. Vi fik nogle problemer i sidste fase af kampen med fløjovergange. Det har vi kigget på, hvordan vi skal håndtere, og jeg tror, vi har en god strategi for det. Angrebsmæssigt manglede vi nogle ting i kampen for et år siden. Men jeg tror, vi har nogle gode ting på vej. Det må vi vise i morgen.«

Har I nogle overraskelser i posen? Nogle ting, vi ikke har set endnu ved dette EM?

»Jah... Delvist. Vi har en meget godt defineret strategi, så jeg håber den lykkes.«

Sådan stopper vi VM-bødlen
Landsholdets keeper Niklas Landin spiller til daglig i THW Kiel med playmakeren Joan Canellas, der skød de danske VM-drømme i sænk sidste år med en scoring i allersidste sekund i kvartfinalen.

»Engang imellem siger han til træning, at han skyder ligesom med Spanien på det sidste skud, der afgjorde kampen. Men så ved jeg, hvor den kommer.«

»Canellas er en klog, klog spiller, som måske ikke spiller så hurtigt, men han ser spillet utrolig godt og ser sine medspillere. Vi skal have ødelagt hans spil og få fat i ham, så han ikke kan ligge og dreje den rundt om os og finde vores strege.«

»Han har været lidt plaget af skader i Kiel, så hans skud har ikke været som tidligere. Jeg ved ikke, om hans selvtillid er blevet ramt lidt på det, fordi han måske gerne ville have spillet på højere niveau, men ikke rigtig har kunnet på grund af skaderne. Men han viste mod Rhein-Neckar Löwen (Han scorede ni mål i Kiels 11-målssejr i julen, red.), at han kan være dér, når det gælder. Det håber jeg ikke, han har tænkt sig at være mod os.«