De danske håndboldlandsholdskvinder må sande, at deres eksperimenterende tilgang til Golden League-stævnet i Frankrig går ud over resultaterne.

Lørdag aften led de nemlig deres andet nederlag ud af to mulige, da de norske EM-vindere gav Danmark en afklapsning på 32-23. 15-11 var stillingen ved pausen.

Danmark måtte undvære playmakeren Lotte Griegel, der blev skadet ved morgenens lette træning, ligesom de også måtte se bort fra målvogter Sandra Toft, der blev sparet, efter hun havde fået adskillige skud i hovedet i kampen mod Frankrig.

Den midlertidige landstræner Heine Eriksen måtte derfor blande kortene mere, end han i forvejen havde varslet.

De tre kampe ved Golden League-stævnet mod Frankrig, Norge og Polen bliver nemlig brugt til at teste nogle af fremtidens spillere, og Heine Eriksen fik da også set dem testet på allerhøjeste niveau.

Stine Bodholt, Nadia Offendal, Jette Hansen og Freja Cohrt var nogle af de nye spillere, der fik chancen, men selvom de leverede fine indsatser, så var det ikke nok til at true de mægtige nordmænd.

Danmark var på hælene kampen igennem, og nederlaget var ikke et mål større end fortjent.

Allerede søndag får de danske kvinder mulighed for at redde lidt af æren hjem fra Frankrig, når de spiller den sidste kamp mod Polen.