Der blev udbetalt en enrom mængde kørepenge til de kvindelige håndboldspillere i den norske håndboldklub Oppsal, som ligger på en sjetteplads i den bedste række i Norge.

Beløbene i Oppsal, som er landsholdsspilleren Amanda Kurtovic' tidligere klub, er tårnhøje.

I 2013 modtog spillere og trænere i klubben 717.000 norske kroner i kørselsgodtgørelse, viser årsopgørelsen. Det svarer til en køretur på 4,5 gange rundt om jorden, skriver den norske avis VG.

Og beløbet er endnu vildere, når man tager med i betragtningen, at dameholdet havde lønninger på bare 300.000 norske kroner.

Avisen har også set på regnskabet i 2012, hvor hele klubben brugte 1,2 millioner norske kroner på kørselsgodtgørelse. Årsopgørelsen i 2012 er dog ikke delt ud på de forskellige hold, som er tilfældet i de senere år, men det er meget høje beløb, når man holder det op mod lønningerne.

Sammenligner man beløbet med andre klubber, brugte Larvik kun 81.495 norske kroner på kørsel sidste år. VG har talt med en person i klubben, der har kendskab til økonomien, men som ønsker at være anonym. Personen siger, at kørselspengene er en del af lønnen.

Bestyrelsesformand i Oppsal, Christina Bøttger, ønsker ikke at vise regnskaber for 2014 og 2015, men hun understreger, at de har gjort alt efter bogen. En lektor fra Molde i Norge er ved at skrive en afhandling om skat og idræt, og han understreger, at der foregår kamouflering af løn som kørselspenge, hvilket kan spare begge parter for skat - og som vil spare klubben for en arbejdsgiverafgift.