Den olympiske mester Ida Alstad forlader norske Byåsen til fordel for danske Team Tvis Holstebro.

Ida Alstad vandt i sommer OL-guld med de norske håndboldkvinder. Nu skifter hun Byåsen fra hjemlandet ud med Team Tvis Holstebro.

- TTH (Team Tvis Holstebro) har et meget spændende hold, og de spiller spændende håndbold. Jeg har fulgt dansk håndbold i flere år, og ved at det er hold på vej frem. Jeg vil gerne være med i den rejse, udtaler Alstad til TV2.

Klubben var ikke den eneste der var inde i billedet, men nordmanden er meget tilfreds med at ende i Holstebro.

- Der var mange spændende tilbud at vælge imellem, og jeg har tænkt mig nøje om. Når jeg ser på mine egne muligheder for at udvikle mig, er TTH det rigtige sted, da den danske liga i øjeblikket er bedre end den norske, siger hun.

Også sportschef i TTH Niels Agesen er svært fornøjet med den nye spiller.

- Af de spillere vi havde mulighed for at hente til klubben, så var Alstad klart førstevalg. Hun er en drømmespiller, siger Agesen og fortsætter. Hun kan jo det hele. Afslutte, lave gennembrud, spille streg, og hun har desuden spillet en rolle i Norges EM-, VM- og OL-triumfer. Det siger vel alt, slutter sportschefen.