Efter det skuffende danske EM-exit blev landstræner Jan Pytlick fyret som landstræner søndag eftermiddag. BT ser her på de mange møgsager, der har præget Jan Pytlicks arbejde de seneste år. 

Jan Pytlick vendte hjem fra en EM-slutrunde, hvor ambitionen var medaljer, men hvor slutresultatet blev en skuffende 8. plads og et larmende dansk sammenbrud i holdets sidste kamp mod Spanien.

Og i kulissen blev EM endnu en gang et eksempel på, hvordan Jan Pytlicks valg skabte stor uro på det danske landshold og i medierne.

Det skete, da han fortrød udtagelsen af Rikke Skov og pludselig valgte Louise Svalastog i stedet. Fraværet af Rikke Skov så flere eksperter som en stor fejl fra landstrænerens side.

BT ser nærmere på de mange sager, der har fulgt i kølvandet på Jan Pytlick de seneste år. Og som måske i sidste ende udløste en fyreseddel?

Svalastog-sagen: OL 2012 i London

Det skabte stor uro og verbale øretæver, da Jan Pytlick under OL i London pludselig sendte forsvarsspilleren Louise Svalastog hjem. Forklaringen var, at en rygskade gjorde hende ubrugelig for holdet, og han udtog i stedet Marianne Bonde. Men det var Svalastog slet ikke enig i. Ulykkelig og vred proklamerede hun, at hun aldrig ville kunne se Jan Pytlick i øjnene igen. Og samtidig betød det også et foreløbigt farvel til Louise Svalastog på landsholdet.

Sagen fyldte meget i medierne og skabte en masse uro omkring holdets forberedelser og træninger under turneringen.

»Jeg kan ikke se, at det nogensinde bliver godt igen under den her trænerkonstellation. Det er for voldsomt, det der er sket, til at jeg kan lukke øjnene,« sagde Louise Svalastog dengang til Jyllands-Posten.

Ligatrænerne i oprør: Oktober 2012

Nok havde stormen efter Svalastog-sagen lagt sig, men efter OL ventede flere tæsk til Jan Pytlicks måde at forvalte landstrænerjobbet på. Utilfredsheden med Pytlick var stor blandt de danske ligatrænere, og på et internt møde krævede flere, at de i samlet flok stillede et mistillidsvotum til landstræneren.

På krisemødet efterlyste ligatrænerne engagement og vilje til at udføre det hårde arbejde fra Pytlicks side, hvis han skulle lykkes med at få dansk damehåndbold tilbage i den absolutte verdenstop. Der blev også talt om flere aflyste møder og manglende indsigt i klubbernes arbejde fra Jan Pytlick.

Ligatrænerne og Jan Pytlick fik kort efter talt sagen igennem på et nyt krisemøde, og herefter kunne landstræneren fortsætte med offentlig opbakning fra de danske trænerkollegaer.

Oure-sagen - sat på plads af Wilbek: Oktober 2013

Efter et år med nogenlunde ro skabte en ny sag debat om Jan Pytlicks dispositioner som landstræner. I begyndelsen af oktober måned kunne idrætsefterskolen i Oure præsentere Jan Pytlick som ny underviser. Problemet var bare, at landstræneren ikke havde orienteret DHF om sit nye bijob.

Allerede dagen efter afviste sportschef Ulrik Wilbek, at Jan Pytlick kunne forene jobbet som landstræner med et job som underviser. DHF forsøgte at nedtone sagen ved at sige, at Pytlick og Oure ikke havde papir på hinanden, og at der var tale om en misforståelse. Det stod dog i skærende kontrast til Pytlicks egen udmelding dagen før.

»Jeg synes, det er fedt at have en ugentlig træning, hvor man kan få en føling med håndbold. Det at kunne afprøve nogle helt nye ting kan man godt savne i jobbet som landstræner. Det har jeg nu fået lov til af Dansk Håndbold Forbund.«

Det havde han så ikke.

Spiller-kritik efter bronze-medaljer: VM i december 2013

Så kom der ellers igen metal til de danske 'Jernladies'. Men allerede i minutterne efter Danmarks vundne VM-bronzekamp (i Serbien mod Polen) kritiserede viceanfører Ann Grete Nørgaard for åben skærm landstræneren for undervejs i turneringen at have gået på kompromis med det danske spil.

Det er ikke kun den rutinerede fløjspiller, der langede ud efter den danske landstræner. Det samme gjorde playmaker Kristina Kristiansen, som kritiserede holdets taktiske oplæg i forhold til spillet i kontrafasen.

Mytteri i spillertruppen: Krisemøde i januar 2014

Eftervirkningerne fra VM i Serbien var ikke aftaget på den anden side af nytårsaften. På et evalueringsmøde 19. januar beskrives det, hvordan flere af holdets bærende kræfter forsøgte at overbevise resten om, at Jan Pytlick ikke længere var den rigtige landstræner.

Spillere som Ann Grete Nørgaard, Mette Gravholt og Stine Jørgensen nævnes i BT som de hårdeste kritikere af Jan Pytlick. Igen var det landstrænerens taktik og spilkoncept, som var til debat.

Ved et senere møde mellem trænerne og spillerne aftalte man, at spillestilen blev ændret, og at de sammen så fremad.

Dalby dropper landsholdet: EM-kvalifiklation i marts 2014

Det startede med en lidt kryptisk udmelding på Twitter, hvor spilleren Camilla Dalby skrev, at hun nu ville hellige al sin tid til klubholdet Buducnost i Montenegro.

Den endelig udmelding om at stoppe på landsholdet kom først, da Jan Pytlick skulle udtage sin trup til EM-kvalifikationen i marts måned. Igen henviste Camilla Dalby til sit fokus på klubholdet, men fortalte også, at det foregående VM 'ikke havde været positivt'. Hun understregede, at Jan Pytlick ikke havde noget med hendes beslutning at gøre.

Alligevel blev det i pressen beskrevet som en offentlig hemmelighed, at Dalby havde fået nok af den behandling, hun følte, Jan Pytlick uretmæssigt havde givet hende. Manglende spilletid, manglende tillid og efterudtagelser var dråben, som til sidst fik bægeret til at flyde over.

SMS-sagen: september 2014

Først sendte FCM Håndbolds fysioterapeut en SMS til landsholdets fysioterapeut med besked om, at de tre FCM-spillere Susan Thorsgaard, Stine Jørgensen og Trine Østergaard til en landsholdstræningslejr kun kunne deltage i et enkelt træningpas på fire dage efter et intenst kampprogram med fire kampe på syv dage. Pytlick udtog efterfølgende tre andre spillere. Beslutningen gav anledning til en debat om, at landstrænerens arbejde ikke blev bakket optimalt op af de danske ligaklubber, og sportschef Ulrik Wilbek udtale bl.a., at der aldrig ville ske noget tilsvarende for Morten Olsen og fodboldlandsholdet.

Rikke Skov-sagen: Før EM i december 2014

Før EM meddeler Jan Pytlick Viborg-spilleren Rikke Skov, at hun skal med til EM som erstatning for skadede Marianne Bonde. Men efter en snak med hende, vælger han i stedet at udtage Louise Svalastog. Den manøvre medfører en masse uro og kritik både internt og eksternt. Jan Pytlick afviser at indvie offentligheden i den præcise årsag til, hvorfor han fortrød valget af Rikke Skov, og ved ankomsten til Ungarn meddelte Jan Pytlick, at sagen er lukket.

Men det fik landstræneren ikke lov til at bestemme. Umiddelbart efter udtalte landsholdsfløjen Maria Fisker, at det, Pytlick havde gjort over for Rikke Skov, var ’dårlig stil'. Dermed rullede sagen videre, og Pytlick, Wilbek og Fisker måtte holde et forsoningsmøde for at finde fælles fodslag udadtil.