Morten Stig Christensen er den øverste chef i Dansk Håndbold Forbund, men generalsekretæren har sat sig selv fra bestillingen, når det gælder arbejdet med at finde håndboldforbundets nye sportschef. Han vurderer ganske enkelt, at han er inhabil i forhold til at finde den rette kandidat til at bestride jobbet, som Ulrik Wilbek forlod på dramatisk vis efter sommerens OL i Rio.

Derfor har direktør Henrik M. Jacobsen og Jan Kampmann, bestyrelsesmedlem i Dansk Håndboldforbund Forbund (DHF) og formand i Jydsk Håndbold Forbund, overtaget den opgave.

Morten Stig Christensen forklarer, at han har haft for tætte relationer med enkelte kandidater, og det har han nu taget konsekvensen af. Han begyndte allerede at tale med interesserede kandidater i begyndelsen af året, da Wilbek annoncerede, at han ville stoppe i DHF, hvis han blev borgmester i Viborg, og det må ikke betyde, at nogen står bedre stillet end andre.

»Jeg træder i baggrunden her for at sikre, at alle er stillet lige i kampen om jobbet. Jeg har løbende haft dialog med nogle personer, der nu er blevet kandidater, og fortalt dem om, hvordan DHF er skruet sammen som organisation, og nu er processen jo fremskyndet lidt, fordi Ulrik (Wilbek, red.) stoppede før planlagt, og derfor er jeg nok lidt for tæt på nogle lige nu. Så for at sikre at der kommer objektive øjne på det, lader jeg de to andre, som er meget kompetente, om at håndtere processen,« siger Morten Stig Christensen og tilføjer:

»Det her handler kun om, at vi skal have den bedste kandidat til jobbet, og der er ingen dramatik i det.«

Sportschefen kommer til at referere til dig, så vil det ikke være mærkeligt, hvis du ikke selv har talt med ham og sagt god for ansættelsen, inden han bliver tilbudt jobbet?

»Jo. Det kommer heller ikke til at ske. Jeg har været med til at udarbejde jobbeskrivelsen, og jeg kunne da også forestille mig, at jeg igen til en anden samtalerunde kommer ind i billedet. Men lige nu er der slet ikke holdt samtaler med nogen endnu, så der ligger stadig et stykke arbejde, før vi eventuelt kommer dertil. Og det holder jeg mig væk fra.«

Morten Stig Christensen afslører samtidig, at DHF håber på, at man har fundet en ny sportschef inden årsskiftet. Men han er ikke meget for at afsløre, hvilke kandidater, der er i kikkerten – og altså holder ham ude af processen.

»Selvfølgelig er det altid en fordel at kende noget til håndboldsporten. Men jeg vil ikke udelukke, at der kunne komme en pisse dygtig idrætsleder ind udefra. Det kan også være godt at hente inspiration udefra, og der findes folk med erfaring fra andre sportsgrene med stort kendskab til at få mennesker og hold til at top-performe. Så det er ikke altafgørende, at man er håndboldnørd og kender alt til landsholdets taktik,« siger DHFs generalsekretær.

Før sportschefen er på plads, gælder det dog den nye herrelandstræner. Både BT og TV2 har erfaret, at Nikolaj Jacobsen bliver ny landstræner, men det har Morten Stig Christensen ikke nogen kommentarer til.

Han vil kun sige, at DHF forventer, at man har fået en underskrift i hus inden udgangen af næste uge.