KØB PLUS!

Mogensen klar til landsholds-comeback

Landstræner Ulrik Wilbek får en større buket af spillere at vælge mellem i forhold til VM til hans sidste slutrunde som landstræner - EM om et år på dansk grund.

For lidt over et halvt år siden efter De Olympiske Lege i London meddelte playmakeren fra Flensburg-Handewitt, Thomas Mogensen, at han ikke var i spil til det danske herrelandshold i forbindelse med VM i Spanien. Men nu er Mogensen klar til at gøre comeback på landsholdet.

- Jeg er klar til at kæmpe for en plads til EM i Danmark, siger Thomas Mogensen til sporten.tv2.dk.

Han har brugt januar, hvor der var VM-slutrunde, til at komme oven på, og det har givet ny luft til at kæmpe for Danmark. Og når den næste slutrunde om et år foregår på dansk grund, er det ikke svært at finde motivationen.

- Mesterskaber er store at opleve, og når det er på hjemmebane, så bliver det ikke meget større. Det er mit store mål at få lov til at prøve et mesterskab i Danmark, siger Thomas Mogensen.

Dermed har landstræner Ulrik Wilbek endnu et kort at spille ud på den krævende plads som spilfordeler, der under VM primært blev varetaget af Rasmus Lauge og Bo Spellerberg med begrænset succes.

Også på pladsen som stregspiller er Wilbeks udvalg blevet øget, idet også Michael V. Knudsen har vist interesse for at gøre comeback på landsholdet op til EM på hjemmebane, efter at han i november meldte fra til VM, da han ellers ikke ville få sin kontrakt med Flensburg-Handewitt forlænget.

På stregpositionen vil Michael V. Knudsen på landsholdet tage kampen op med Kiels René Toft Hansen, Barcelonas Jesper Nøddesbo og Henrik Toft Hansen, der efter sommerpausen skifter fra Bjerringbro-Silkeborg til HSV Hamburg.

Læs også: