Skjerns Henrik Møllgaard var sammen med spillerne på det danske landshold i håndbold tabende part i VM-finalen. I weekenden skal nedturen vendes til triumf ved Final4-stævnet

Tingene går stærkt for Henrik Møllgaard i øjeblikket.

Netop hjemvendt fra håndbold-VM, hvor det blev til sølvmedaljer efter et skuffende stort finalenederlag mod Spanien, dyster den 28-årige bagspiller sammen med holdkammeraterne fra Skjern om pokaltitlen ved weekendens Final4-stævne i Aarhus.

- Jeg tørster efter revanche, siger Henrik Møllgaard og tilføjer:

- Vi spillede en fin VM-turnering, men gik desværre helt ned i finalen. Nederlaget har gjort ondt. Men tømmermændene er ikke værre end, at jeg er fuldt motiveret til Final4. Den førsteplads jeg gik glip af ved VM, skal i hus nu.

I dagens semifinale tørner Skjern ind i Aalborg, som han repræsenterede i fjor.

- Det bliver sjovt at møde min tidligere klub. Vi besejrede den i ligaen i efteråret. Men dengang var Aalborg hårdt skadesplaget. Det er holdet ikke længere. Og det gør naturligvis vores muligheder for at besejre det mindre, siger Henrik Møllgaard, der oven på VM slås med den skade, han pådrog sig i semifinalen mod Kroatien.

- En af mine fingre gik af led. For ikke at forværre skaden stod jeg over i en træningskamp mod Mors/Thy tirsdag aften, og genoptog først træningen torsdag. Men jeg stiller helt sikkert op i weekenden. Håndbold er mit arbejde. Så selv om jeg har lidt ondt i en finger, skal det ikke afholde mig fra at spille, siger Henrik Møllgaard.

I det hele taget har VM-deltagelsen givet ham mod på mere.

- Slutrunden i Spanien var min første. Men forhåbentlig bliver den ikke min sidste. Jeg vil meget gerne med til næste års EM. Jeg tror på det danske landshold og kan sagtens forestille mig, at vi mange år fremover vil spille med om medaljerne ved de store mesterskaber, siger Henrik Møllgaard, der ser frem til den kommende landsholdssamling i april.

- Her forventer jeg, at få en evalueringssamtale med Ulrik Wilbek (landstræneren, red.). Jeg synes selv, at det gik godt i Spanien, men kunne godt have ønsket mere spilletid i angrebet. Så nu tager jeg en snak med min klubtræner (Ole Nørgaard, red.) om, hvordan jeg forbedrer mig på det område, siger Henrik Møllgaard.

Tidligere assisterende landstræner Peter Bredsdorff-Larsen, der nu er cheftræner i KIF Kolding København, vil være blandt tilskuerne under Final4-stævnet, hvor vinderne af dagens kampe mellem Skjern og Aalborg samt Aarhus og Skanderborg mødes i finalen i morgen.

- Det er dejligt, at klubhåndbolden er i gang igen efter den lange VM-pause, siger Peter Bredsdorff-Larsen, der ikke er bange for, at kampene vil blive skæmmet af spillere, der oven på VM trænger til pause.

- Faktisk er det jo kun Henrik Møllgaard og Kasper Søndergaard fra Skjern og Mads Mensah Larsen fra Aalborg, der var med i Spanien. Og da ingen af dem fik fuld spilletid, er de næppe udbrændte, siger Peter Bredsdorff-Larsen, der tipper, at finalen bliver et opgør mellem Skjern og Aarhus.

- Jeg tror det aarhusianske håndboldpublikum glæder sig meget til denne turnering. Det er meget lang tid siden, at Aarhus sidst har vundet en titel. Denne gang har de en reel chance. Som jeg ser det, er der ikke som i fjor, hvor AG København løb med titlen, en klar favorit, siger Peter Bredsdorff-Larsen.