Rutinerede Niels Møller skal skaffe Grønland til VM i Spanien i 2013

Nordsjællands assisterende træner Niels Møller bliver fra 1. juli ny landstræner i Grønland.

Møller har skrevet en to års kontrakt, og målet er, at han skal kvalificere grønlænderne til VM i Spanien i 2013.

Han erstatter Jakob Andreasen, der har stået i spidsen for det grønlandske herrelandshold i de seneste fire år.

På et pressemøde i Nuuk i morgen vil den rutinerede danske træner, der også har arbejdet som træner i Østrig og Norge, præsentere sine planer sammen med sin assistent Jakob Larsen, der er cheftræner i Faaborg HK.