Den tidligere landsholdsspiller Christina Krogshede fortæller, at håndbolden kostede hende tre graviditeter.

Krogshede stoppede karrieren i foråret 2015 efter en lang og flot karriere i den hjemlige liga, der også gjorde hende til landsholdsspiller. Men da den dengang 33-årige håndboldspiller sagde farvel og fortalte, at hun nu skulle bruge sin tid på et eventyr på familiens vinfarm i Sydafrika, var det ikke hele sandheden.

Det var drømmen om at blive mor, der lå bag. I perioden inden karrierestoppet havde hun prøvet at miste tre gange undervejs i graviditeten. Den hårde træning påvirkede kroppen for meget.



»Det var hverken rejsen til Sydafrika, et dårligt knæ eller kærligheden til sporten, der fik mig til at stoppe. Det var lægernes råd om at skulle vores drømme om børn blive virkelighed, så var det det, der skulle til. Det gjorde for ondt at blive ved med at miste,« siger Krogshede til DR Sporten.

Netop graviditet er et tabu i eliteverden, hvor kvindespillerne konstant kæmper en kamp for at være blandt de bedste. Og hvor nyheden om en graviditet ikke helt passer overens med et liv på topplan i sportens verden, da kontrakter af lang varighed ikke ligefrem hænger på træerne. Derfor kan det være bedste for spillerne at holde planerne for sig selv.

»Du fortæller ikke om graviditetsplaner, det holder man for sig selv, det er ikke noget, jeg delte med mange. Jeg havde en træner, der til en spillersamtale sagde: ”Nu kommer du ikke og siger, du er gravid om et par måneder!”. Så sidder man der og tænker, ´læser han mine tanker´,« lyder det fra Krogshede.

I februar 2016 lykkedes det så for Krogshede, der fik sønnen Oliver, og allerede et halvt år efter gjorde hun comeback til håndboldbanen, da hun tørnede ud for Ajax København i 1. division.