Optakten til Danmarks åbningssejr ved EM over Rusland på 31-25 var langtfra optimal fpr de to landsholdsspillere Casper U. Mortensen og Hans Lindberg. Den var nemlig præget af konkursen i deres klub HSV.

Sent fredag aften blev Lindberg og Mortensen arbejdsløse og meldte ærligt ud omkring den frustrende situation.

»Jeg vil gerne takke alle HSVs fans for ni utrolige, smukke år. Jeg troede, at vi skulle blive i denne by resten af vores liv. Jeg er stadig i chok over det, der skete i går. Jeg er skuffet, pissesur, ked af det og fatter intet, som alle andre, der har HSV i hjertet,« skrev Hans Lindberg blandt andet på Facebook inden kampen mod Rusland.



Men efter sejren var han ikke meget for at snakke om sin nye virkelighed.

»Det er to ting, der helt kan skilles ad. Nu havde jeg fokus på at spille godt for landsholdet og ikke andet.«

Men du har tidligere sagt, at situationen i HSV ikke er noget, man bare parkerer på en hylde i hovedet?
»Selvfølgelig har det fyldt noget. Det gør sådan noget. Det har fyldt noget, indtli kampen startede. Men efter at have været professionel i så mange år, ved jeg også godt, hvordan jeg skal lukke ting ude. Og det synes jeg også, jeg gjorde,« siger Lindberg.

Casper U. Mortensen brugte sin personlige hjemmeside til at skrive om et indlæg med overskriften 'Drømmen brast'.

»Det er rigtig ærgerligt set med Hamborg-briller, men som jeg også skrev i mit indlæg, er fokus her. Og så må man tage det, når jeg kommer hjem. Man kan ikke gå og ærge sig her.«



Hvordan gør man så det?
»Professionalisme er godt ord for det.«

Hvor påvirket var du fredag, da det kom frem?
»Det er klart, at det ikke var nogen god nyhed, Hans og mig fik. Det skulle lige ind og vende. I dag har der ikke været noget.«

Du er lige kommet til HSV i sommer og har gjort det godt. Hvor ærgeligt er det så, at det sker nu?
»Det er rigtig ærgerligt. Vi har gjort det godt og ligger nummer fire i Bundesligaen. Det er da rigtig ærgerligt.«



Har I snakket med Gudmundur Gudmundsson om situationen?
»Nej, han har ikke taget fat i Hans og mig, siger Casper U. Mortensen, der fortæller, at Lindberg og ham holdt tæt kontakt fredag omkring situationen i HSV, der endte med konkurs.

»Vi har brugt hinanden rigtig meget, for vi kender hinanden rigtig godt og sparrer meget. Vi snakkede om alt muligt fredag. Hvordan og hvorledes. Hvilke nyheder der kom. Der var mange spørgsmålstegn. Faktum er bare, at det ikke kan køre videre, så vi blev hurtigt enige om, at vores agent må arbejde for sine penge. Og så har vi fokus på EM.«

Føler du snydt over, hvad der er sket i klubben?
»Ja, det gør man selvfølgelig. Men omvendt kan vi ikke gøre en skid.«



Men det må også være frustrerende?
»Det har det også været. Men man må prøve at gemme det lidt væk, ellers bliver det bare noget rigtig rod. På den måde skal man være skarp og hurtig indstille sig på at præstere for landsholdet.«

Indtil videre er både Lindberg og Mortensen uden ny klub.