På dagen, hvor de fleste lokale har holdt fri i Qatar for at passe fredagsbønnerne til tonerne af lokale imamer, viste det danske herrelandshold i håndbold et niveau, der var milevidt fra guddommeligt. Ja, det var tættere på satans dårligt.

Et enkelt point mod Argentina i en gruppe, hvor langt stærkere nationer som Tyskland, Rusland og Polen venter senere i turneringen var slet ikke godt nok, kunne de fleste skuffede danske spillere gå med til. Mikkel Hansen, der selv var langt fra sit normale niveau, havde da også en enkelt bøn til sig selv og holdkammeraterne efterfølgende.

WilbekKronprins

»Hvis vi vinder resten af kampene, får det her resultat ingen betydning. Men efter det 'show' vi viste i dag, kan man vel ikke snakke om, at vi vinder resten endnu. Jeg synes, at vi skal tage det her seriøst. Hvis vi begynder at gå bare det mindste ned i tempo, så er vi heller ikke bedre end Argentina. For os handler det om at køre på og køre på og køre på. Var vi blevet ved med det, tror jeg også, at vi var løbet fra dem,« sagde Mikkel Hansen efter kampen.

Han scorede selv kun to gange og lavede et par grove tekniske fejl. Derfor var han heller ikke uenig i, at det fra hans højre hånd ikke var godt nok fredag aften i Doha.

»Det var ikke supergodt i dag. Jeg var også en af dem, som måske spillede lidt for langsomt selv. Det må blive bedre til næste gang,« siger Mikkel Hansen og forsøger at sætte ord på graden af utilfredshed.

»Skuffelsen er selvfølgelig stor, men det kan jeg ikke bruge til så meget nu. Jeg har en dag til at være klar igen, så det er hjem og kigge lidt på det her og se på, hvad vi gjorde galt.«

Mens Mikkel Hansen skal bruge den næste dag på at bearbejde skuffelsen over at miste et point, kan han også tænke tilbage på flere slutrunder, hvor der kun har været en dag til netop den disciplin. For Gudmundur Gudmundsson er det straks værre. Landstræneren havde sin første slutrundekamp med Danmark, og det endte altså i stor skuffelse.

"Jeg må bare sige, at det er ikke den start, som jeg havde ønsket mig og holdet. Det kan alle forstå. Men vi skal bare videre nu og komme godt ind i den næste kamp," siger Gudmundsson.

Islændingen med ansvaret for de danske landsholdsdrenge skal hjem og se kampen - flere gange, som han udtrykte det. Og her vil han ikke glæde sig til at se det angrebsspil, der blev præsteret i anden halvleg, hvor Argentina vendte en fem måls-føring til uafgjort. Det var netop her, han så de værste tendenser.

»Vi skulle have afgjort kampen tidligt i anden halvleg. Vi begyndte okay, men så har vi ikke styr på det. Vi spiller for langsomt og har ikke flow i spillet. Jeg er utilfreds med angrebet. De får mange kontra og scorer en del mål på det. 24 mål imod os er ikke meget, men vi scorer også bare kun 24 mål,« siger Gudmundsson.

Da det begyndte at halte i anden halvleg, fortsatte Gudmundsson med at holde de fleste fra sin startopstilling uden for. Det skyldtes ifølge ham selv, at størstedelen af de indskiftede gjorde det godt nok. Mikkel Hansen ville heller ikke sole sig i bagklogskabens klare lys.

Burde I ikke være gået tilbage til startopstillingen, da det begyndte at spidse til?

»Det ved jeg ikke. Man kan altid stå og spille klog efter en kamp. Havde vi vundet med fem, havde I alle sammen stået og rost det til skyerne. Det er altid svært at stå efter en kamp og sige "sådan, sådan og sådan", men vi ville meget gerne have vundet den her kamp, og vi skulle også have vundet den her, men det har vi ikke gjort, og det må vi forholde os til,« siger Mikkel Hansen.

Hvor svært er det at bearbejde den her skuffelse, når der kun er en dag til det?

»Nu er det ikke min første slutrunde, så jeg håber, at jeg kan få styr på det,« sluttede den danske venstre back.