Bjerringbro-Silkeborg var aldrig tæt på at true PSG i lørdagens Champions League-kamp, mener Mikkel Hansen.

Paris. Mikkel Hansen følte aldrig, at sejren var i fare, da PSG hjemme vandt 32-27 over Bjerringbro-Silkeborg (BSV) i håndboldens Champions League.

- Det var en kamp, hvor vi havde kontrol fra start til slut. Det bar kampen også præg af.

-Jeg synes, vi lavede lidt for mange fejl i anden halvleg. Men sådan er det nogle gange, når man kommer stort foran i første halvleg, siger Mikkel Hansen.

PSG var foran med 18-13 ved pausen, og den føring blev ikke smidt væk i anden halvleg, selv om BSV på et tidspunkt kun var bagud med tre mål.

- BSV gjorde det da fint. Men selvfølgelig også på en småbillig baggrund. Vi fik i anden halvleg givet noget spilletid til nogle af dem, som ikke spiller så meget for os, forklarer Mikkel Hansen.

Den danske landsholdsspiller blev noteret for seks mål, mens Nikola Karabatic scorede 11 gange i sejren.

- Det er lidt ligegyldigt, hvem der scorer for os. Nikola spillede rigtig fint, men det betyder ikke så meget. Det betyder noget, at vi alle sammen er med, og at vi angriber hårdt. Det gjorde vi mod BSV.

- Vi smed lidt for mange bolde væk i anden halvleg. Vi fik en god start, hvor vi godt kunne have tromlet videre. Men sådan skulle det ikke være, siger Mikkel Hansen.

I Champions League-gruppen er PSG nummer to med 16 point efter ti kampe. Barcelona vandt tidligere lørdag med 25-22 ude over Veszprem og fører med 18 point.

Målet er at overhale Barcelona og nå helt op på førstepladsen for Mikkel Hansen.

- Selvfølgelig er det noget, vi går efter. Der er stadig håb. Nu vandt Barcelona i Veszprem, men holdet har stadig et par svære kampe tilbage. Vi håber, at Barcelona kan tabe en kamp.

- Men igen, vi skal koncentrere os om os selv. Vi har en masse svære kampe tilbage, og vinder vi ikke dem, så kommer vi i hvert fald ikke tættere på, siger Mikkel Hansen.

/ritzau/