Hvor længe ville det vare, inden basket-stjernen LeBron James ville blive verdens bedste håndboldspiller? Måske seks måneder, mener træneren for det amerikanske håndboldlandshold. Mikkel Hansen tvivler.

Mikkel Hansen er stor fan af LeBron James og basketball i almindelighed. Men den danske håndboldstjerne tvivler på, at den amerikanske basket-stjerne ville kunne begå sig i håndbold.

»Det er svært at sige noget om,« siger Mikkel Hansen ifølge Washington Post, som sammenligner den hårdtskydende danske skytte med den amerikanske pointsluger, fordi de begge er blevet kåret til den bedste spiller i henholdsvis den franske håndboldliga og den bedste amerikanske basketball-liga (NBA).

»Jeg beundrer LeBron James, og jeg er en stor fan af basketball. Det overblik, han viser, er meget imponerende, og det ville være en god start,« siger Mikkel Hansen om tanken om LeBron James som håndboldspiller.

»Fysisk er han også helt fantastisk, men både han og de andre basketspillere ville have problemer med at skyde, og de ville få store problemer med at score. Det er meget sværere, end man tror,« siger Mikkel Hansen.

Træneren for det amerikanske håndboldlandshold, Javier Garcia-Cuesta, er noget mere optimistisk.

»Måske ville det tage seks måneder, førend LeBron James ville være den bedste håndboldspiller i verden. Det er naturligvis rent hypotetisk, men når man ser ham, så har han alt det, der skal til,« mener Javier Garcia-Cuesta.

Håndbold er som bekendt et spil, hvor hurtighed og fysik giver store fordele. Derfor ville den amerikanske landstræner elske at få de næstbedste basketball- og football-spillere - dem der ikke når helt op til NBA og NFL - til at spille håndbold.

»Vi ville få et utroligt hold. Så ville vi vågne af vores håndbold-dvale i USA og være meget glade,« siger Javier Garcia-Cuesta.

Han får i nogen grad opbakning af Mikkel Hansens holdkammerat ved OL i Rio de Janeiro.

»Vi snakker tit om det. Hvis amerikanerne virkelig satte sig for at spille håndbold, ville de være fantastiske. De har så mange gode idrætsudøvere. Deres idrætsudøvere er ofte store og stærke. At spille mod LeBron James i håndbold? Jeg tror, det ville være svært,« siger den danske playmaker.