Mikkel Hansen var godt tilfreds med både sin egen og holdets indsats. Men det kan blive bedre, siger han.

Verdensstjernen Mikkel Hansen trådte ind i turneringen for Danmark, da Ulrik Wilbeks tropper slog Rusland 31-27 i holdets anden VM-kamp, efter at storskytten ikke havde været med i sejren over 41-27 over Qatar.

Mikkel Hansen scorede ikke så mange mål, som man normalt ser fra hans hænder, men til gengæld spillede han mange af holdkammeraterne fri til scoring.

- Jeg spiller 60 minutter, og jeg spiller med i begge ender, og selvom jeg indimellem kunne mærke lidt til skaden, så var det heller ikke værre. Men det kan da blive bedre, sagde Mikkel Hansen efter sejren over russerne.

Danmark førte 9-4 i første halvleg, og verdens indtil for nylig officielt bedste spiller havde gerne set, at Danmark havde sat tingene på plads noget før.

- Her havde vi et par chancer for at sætte dem, men i stedet fik de nogle dumme mål. Der var det så rigtig, rigtig godt at se, at vi ikke gik i panik, men at vi slog bolden i jorden og tog den lidt med ro, sagde Mikkel Hansen til TV2/Sporten.

Alt i alt var Paris Handball-spilleren dog godt tilfreds.

- Det var en fin kamp. Vi slog et godt hold, og vi spillede god håndbold. F.eks. fik vi sat Nikolaj Markussen godt op, og vi fik løbet nogle gode kontraer. Det var alt i alt rigtig fint, sagde Mikkel Hansen.