KIF Kolding København slog Skjern på hjemmebane og er dermed oppe på andenpladsen i håndboldligaen.

Kolding: Sæsonen har været en skuffelse for KIF Kolding København. Ikke desto mindre kan holdet nu notere sig en andenplads i herrernes håndboldliga med to spillerunder tilbage.

I kraft af en sejr på 28-26 i topopgøret mod Skjern lørdag aften har KIF nu 32 point, mens Skjern bliver på 31. Andenpladsen er vigtig, fordi den giver ekstra point med videre til slutspillet.

Team Tvis Holstebro har 36 point og ligner en vinder af grundspillet efter lørdagens hjemmesejr på 29-27 over Skanderborg.

I topopgøret var KIF bedst i første halvleg og var undervejs oppe med fem mål, inden de første 30 minutter sluttede med en hjemmeføring på 14-11.

I modsætning til udekampen mod Århus Håndbold tidligere på ugen, som sluttede uafgjort, tog Kasper Hvidt godt fra mellem stængerne i første halvleg, hvilket medvirkede til KIF's overtag.

Men Skjern var ikke slået. Godt midtvejs i anden halvleg reducerede udeholdet til 18-19, og så var der lagt op til en spændende slutfase.

KIF var dog lige den tand skarpere på dagen og kunne fortjent afgøre kampen endeligt med målet til 28-24 med knap to minutter tilbage.

Hos KIF satte Bo Spellerberg klubrekord med sin kamp nummer 589, og han fik efterfølgende behørig hyldest foran publikum i Kolding.

/ritzau/