Lars Frederiksen er efter seks år færdig i Team Esbjerg, der har ønsket at skifte ud på cheftrænerposten.

Esbjerg. Der er gang i svingdøren hos håndboldklubben Team Esbjerg.

Mandag meddelte de tidligere DM-guldvindere, at sportschef Thomas Hylles stilling nedlægges, og tirsdag fortæller klubben, at også cheftræner Lars Frederiksen er færdig i klubben efter seks år.

Team Esbjerg meddeler, at klubbens ledelse har besluttet sig for at skille sig af med træneren efter en skuffende sæson, hvor klubben ikke formåede at komme med i slutspillet.

- Da vi forlængede aftalen med Lars Frederiksen med yderligere to sæsoner, kunne vi ikke forudse forløbet af denne sæson, og at truppen ville komme til at gennemgå en så omfattende fornyelse.

- Vi har på den baggrund vurderet, at tidspunktet er inde til at skifte cheftræner, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen, i en pressemeddelelse.

Træneren erklærer sig overrasket over at være blevet fyret i klubben, hvor han havde kontrakt frem til sommeren 2019.

- Jeg tænkte, at det var en mærkelig beslutning, men at jeg ikke kunne gøre noget ved det, og så måtte jeg bare komme videre hurtigst muligt,

- For mig var det vigtigt at vide, at de ikke kunne komme og sætte en finger på det stykke arbejde, jeg har lavet, men at der var de her resultater, som, de syntes, var for dårlige, og som, de var bange for, ville fortsætte næste år, siger Lars Frederiksen til TV2 Sport.

Team Esbjerg vandt for to år siden DM-sølv, og sidste år blev det til klubbens første danske mesterskab efter en nervepirrende afgørelse på straffekast mod FCM Håndbold.

I den netop overståede sæson var Team Esbjerg med i Champions League, hvor klubben nåede frem til andet gruppespil.

- Lars' resultater i klubben vidner om et flot og målrettet arbejde gennem alle årene.

- Han er en personlighed, der ved siden af trænergerningen har sat sit store aftryk i klubben, også i forhold til sponsorer, og det er med vemod, vi siger farvel til hinanden, siger Bjarne Pedersen.

Team Esbjerg meddeler, at den assisterende cheftræner, Jesper Jensen, vil stå for træningen i den kommende tid.

Klubben regner med hurtigt at melde navnet på en permanent cheftræner ud.

/ritzau/