EM-slutrunden bevæger sig ind i sin afgørende fase. Danmark har efter tre sejre på stribe ikke meget at brokke sig over, når det kommer til resultaterne. Til tider har spillet ikke været helt oppe at ringe, men det har der været råd for.

Mens Mikkel Hansen kom i gang i sejren over Ungarn, har en anden mindre profileret karakter på det danske landshold stille og roligt bevæget sig nærmere rampelyset på den store scene. Mod Ungarn fik han chancen fra start. Og den greb han.

24-årige Mads Mensah Larsen er i gang med sin fjerde slutrunde med det danske landshold, men han mangler endnu at få det helt store landsholdsgennembrud. Efter solide præstationer i gruppespillet kan mellemrunden vise sig at blive netop det for Rhein-Neckar Löwen-spilleren.

Den tidligere Kolding København-træner Henrik Kronborg havde Holbæk-drengen under sine vinger i 2010/11-sæsonen, da den unge bagspiller var udlejet fra AG København til Nordsjælland Håndbold.

»Han har jo allerede spillet fantastiske kampe i Champions League på højeste niveau, men man kan håbe på, at han i mellemrunden mod de stærkere modstandere kan fortsætte det gode spil og de gode takter, han har vist. Kan han det, synes jeg, man kan kalde det et landsholdsgennembrud for ham,« siger Kronborg.

I de to første EM-kampe mod Rusland og Ungarn blev landsholdet skudt i skoene, at der ude fra set manglede vildskab og udstråling, når man scorede. Det har Mensah bragt til banen, mener Kronborg.

»Han har en fantastisk udstråling, når han spiller og lykkes med tingene. Han har en smittende energi, som han er god til at overføre til andre. Uden for banen er det hans meget karakteristiske grin, som alle i håndboldmiljøet vil kunne nikke genkendende til og have hørt. Jeg tror ikke, du finder et menneske, der vil kunne sige noget skidt om Mads. På banen er det hans energi og hans signaler til medspillerne om, at vi skal lykkes med det her. Man kan altid regne med en indsats på 100 procent fra Mads.«

Det kan værelses – og landsholdskammerat Casper U. Mortensen skrive under på.

»Han laver altid en masse fis og ballade med et stort smil. Det smitter rigtig meget af, for Mads er stort set altid i godt humør. Det er en humørsprængt latter, der bare smitter. Når han griner, så griner andre også. Man kan ikke lade være,« siger han om Mensah.

Men man skal ikke lade sig snyde af det blide væsen, forsikrer Henrik Kronborg. Mensah er klar til at gribe muligheden, når det gælder.

»Han tør godt at tage chancerne. Det er ikke uovervejet på nogen måde, men når det spidser til, tør han. Han er ikke så imponeret af, hvem han lige skal spille imod. Det var han heller ikke dengang, jeg havde ham. Da kløede han bare på og gik til den. Psykisk er han også utrolig stærk, og han er modnet utroligt meget. Hans uimponerede tilgang i alle livets faser er en stor kvalitet ved ham,« siger han og tilføjer:

»Det eneste negative, der er at sige om ham, er, at han er dårlig til at spille indendørs fodbold. Han er nok en af de dårligste håndboldspillere til fodbold, jeg har haft,« storgriner Kronborg.

Da den tidligere landsholdsspiller Nikolaj Jacobsen blev træner i tyske Rhein-Neckar Löwen i sommeren 2014, hentede han Mensah til klubben, efter de havde arbejdet sammen i to år i Aalborg Håndbold. De kender hinanden lidt bedre end andre trænere og spillere.

»Vi kender jo hinanden rigtig godt og har hygget os sammen. Mads og jeg holdt jul sammen, for vi kunne ikke nå hjem fra Tyskland. Vi har et fint forhold, som måske er lidt tættere end så mange andre uden for banen. I Aalborg tilbragte vi ikke specielt meget tid sammen, men efter vi er kommet til Tyskland, kan man vel godt sige, at Mads er blevet en lille del af familien. Mine børn - specielt min søn - er rigtig glad for Mads.«

Bliver det ved dette EM, han får sit gennembrud?

»Det vil jeg da sige, han er godt på vej til. Han har spillet rigtig godt i de første tre kampe.«

Er Danmark bedst, når han spiller som playmaker?

»Det vil jeg ikke sige. Det har det været under EM, men jeg ser Mads og Rasmus Lauge som to ligeværdige playmakere. Begge har andre roller på klubholdet. Mads gør det fint, men det er godt at have to så dygtige spillere. Så bliver det også dagene, der afgør, hvem der lige spiller af de to. Det kan lige så vel ændre sig i løbet af turneringen. Men lige nu er det Mads, der har formået at sætte spillet på den bedste måde.«