Det er ifølge Håndbold Spiller Foreningen et klokkeklart brud på de regler, der er på området, når Bjerringbro-Silkeborgs spillertrup har sendt et beløb på 15.000 kr. fra deres bødekasse til Sønderjyske for at booste sønderjydernes motivation til at vinde over Skanderborg.
I maj 2013 styrkede DIF indsatsen mod matchfixing ved at inkludere 'uetisk adfærd' som en del af termen matchfixing. Uetisk adfærd inkluderer spil på egne kampe og overlagt påvirkning af en kamps resultat.
I denne sag, hvor Bjerringbro-Silkeborg-spillerne sendte 15.000 kroner til Sønderjyske via deres bødekasse, bliver reglen om, at man ikke 'overlagt må påvirke en kamps resultat' overtrådt. Det understreger direktør i Håndbold Spiller Foreningen, Michael Sahl Hansen.
- Det er selvfølgelig noget, vi stor tager afstand fra. Det er et klart brud på reglementet på området, og det hører ind under det, der hedder ’uetisk adfærd’, forklarer Michael Sahl Hansen.
DIF's Matchfixingnævn, der blev oprettet i maj 2013, har indtil videre kun afsagt dom i en sag, nemlig mod fodboldspilleren Mikkel Bruun, der spillede penge på en kamp, han selv spillede med i. Han blev idømt én spilledags karantæne og en bøde på 1.000 kroner.
DHF har i en pressemeddelelse onsdag formiddag meddelt, at de sender sagen videre til DIF's Matchfixing Sekretariat