Viborg HK har i dag offentliggjort, at venstrefløjen Maria Fisker vender tilbage til klubben i næste sæson på en treårig aftale.

Maria Fisker, der blev 20 år søndag, har allerede spillet adskillige kampe for Viborg HK i såvel den hjemlige liga som Champions League, mens hun gik på Viborg HK College, og hun har de seneste sæsoner markeret sig som et af de mest lysende stjerneskud på den danske håndboldhimmel. Derfor er Viborg HK’s administrerende direktør, Peter Cassøe, også særdeles glad for, at Maria har valgt at vende tilbage til klubben.

- Jeg vil kalde det et regulært scoop for os, at vi kan hente Maria tilbage til Viborg HK. Lige siden hun tog til Randers, har vi haft et stort ønske om at få hende tilbage til Viborg HK, så snart det blev muligt. Ingen kan være i tvivl om hendes enorme talent, og hun passer perfekt ind i vores strategi om at få flere danske spillere af højeste kvalitet ind i truppen. Med Maria Fisker tilbage i Viborg HK er der slet ingen tvivl om, at vi har fremtiden på plads på venstre fløj, udtaler Peter Cassøe.

Cheftræner Jakob Vestergaard glæder sig også over at kunne byde Maria Fisker velkommen tilbage til Viborg HK.

- Det er fantastisk at få Maria hjem til Viborg. Det har været ønskescenariet at få en ung dansk spiller med A-landsholdspotentiale til klubben, og Maria stod allerøverst på den ønskeseddel, så jeg er rigtig glad for, at det faldt på plads, siger Jakob Vestergaard, der er fuld af lovord om sin kommende spiller.

- Hun har jo potentiale til at gå hele vejen og blive en international klassespiller og førstevalg i Viborg HK på hendes naturlige position som venstre fløj, som er den, hun er tiltænkt her hos os. Maria er fysisk meget velfunderet, eksplosiv, kontrastærk, en god afslutter, og så er hun en dygtig forsvarsspiller, der er enormt god til at bolderobre. Hun har så at sige hele den pakke, der skal til hos en fløj af højeste karat, og vi skal bare arbejde med at fortsætte hendes positive udvikling, lyder det fra Jakob Vestergaard.