Danmarks EM-skæbne bliver afgjort i løbet af et døgns tid, når de tirsdag og onsdag aften spiller de to sidste kampe i mellemrunden mod henholdsvis Sverige og Tyskland.

Mens det danske landshold skal i kamp begge aftener, forholder det sig imidlertid anderledes for tyskerne før onsdagens potentielt altafgørende kamp for en semifinaleplads.

Kampprogrammet er sammensat sådan, at Tyskland sidder over i tirsdagens spillerunde, og derfor kommer de til opgøret mod Danmark med friske ben, efter de ikke har været i aktion siden søndagens sejr over Rusland.

Og det er på ingen måde i orden, mener den rutinerede danske højre fløj, Hans Lindberg

»Jeg synes, det er sygt latterligt. VI kan ikke ændre noget, men jeg synes, det er helt vanvittigt, at et hold skal have så stor en hæmsko i forhold til, at det kan blive en rigtig afgørende kamp for at gå videre til en semifinale, at et tysk hold har tre døgn, mens vi har 22 timer. Det kan jeg slet, slet ikke se sportsligt, hvordan man kan forsvare det,« siger Hans Lindberg.

»Det, at vi kun har 22 timer, det er, hvad det er, det har vi prøvet før til slutrunder, men at det ikke er gældende for begge hold -  at det ene hold har så stor en fordel med tre hviledag - det, synes jeg, er fuldstændig vanvittigt,« fortsætter Hans Lindberg.

Danmark spiller tirsdag aften kl. 20.30 mod Sverige, og du kan følge kampen live her på bt.dk.