For få uger siden bombede Morten Olsen i Bundesligaen. Onsdag aften gentog Hans Lindberg kunststykket.

Det er ikke mange uger siden, at Morten Olsen med sine 17 mål i en og samme Bundesliga-kamp for sin klub Hannover-Burgsdorf imponerede håndboldpublikummet.

Men den ære skulle han åbenbart ikke stå alene med ret længe, for onsdag aften viste landsholdets højre fløj Hans Lindberg, at han også er brandvarm for tiden. Ikke mindre end 17 mål for HSV Handball, der knebent endte med at slå TuS N-Lübbecke med 33-32.

Det var først og fremmest den knebne sejr, Hans Lindberg efterfølgende jublede over, men hans egen præstation fik han også sat lidt ord på:

- Det var tæt. Jeg er super lykkelig over, at det lykkedes os at få sejren i hus. Og så er jeg naturligvis også glad for mine 17 mål, men havde Domagoj (Duvnjak, der scorede HSV's sejrsmål) ikke scoret målet til sidst, så havde mine mål været ligegyldige, sagde Lindberg til klubbens hjemmeside.

Allerede da kampen havde rundet sin første halve time, havde Hans Lindberg scoret 10 gange, og måltotalen på de 17 blev hjulpet på vej af otte scoringer på straffe. De mange mål sikrede samtidig også Hans Lindberg en førsteplads på Bundesligaens topscorerlisten med 102 scoringer i 12 kampe.