Norske Gro Hammerseng og Katja Nyberg dannede par privat, da de spillede for de danske hunulve, FC Midtjylland. Efter sidste sæson flyttede parret sammen hjem til Norge for at fortsætte karrieren i den hjemlige storklub, Larvik. Men et eller andet må være gået galt mellem de norske jenter, for nu er de ikke længere kærester.

- Jeg kan bare bekræfte, at vi er flyttet fra hinanden. Der er overhovedet ingen dramatik i det. Vi er bare to personer, som har været sammen, og som gør det forbi nu, siger Gro Hammerseng om bruddet med holdkammeraten, som hun har boet sammen med siden 2005.

De skal dog stadig fungere som holdkammerater, men Hammerseng forventer, at det kommer til at fungere gnidningsløst.

- Det bliver ikke noget problem at spille sammen i Larvik. Jeg er 100 procent sikker på, at det kommer til at fungere rigtigt godt sportsligt,  siger hun ifølge til norske TV2 Sporten.

Gro Hammerseng er aktuelt i Tyskland, hvor Larvik er med i en optaktsturnering til den kommende sæson, mens eks-kæresten Katja er sygemeldt og derfor er blevet hjemme i Norge.

Parret har tidligere været meget åbne omkring deres forhold. Således stod Gro Hammerseng sidste år frem og medvirkede i en norsk bog om højtprofilerede homoseksuelle, "Skapsprengere", og fortalte om deres overvejelser ved at stå offentligt frem.

- Det handlede jo ikke bare om mig, mens også om folk omkring mig. Men jeg forstod hurtigt, at jorden brændte under os, og det kun var et spørgsmål om tid, inden pressen ville slå det stort op.

Efter bruddet har Gro Hammerseng dog ikke været særlig meddelsom.

- Jeg har bestemt mig for ikke at kommentere på noget. Sådan bliver det, siger håndboldsspilleren til vg.no, der har mødt hende under træningsturneringen i Tyskland.

Hendes træner afviser, at det bliver et problem for Larvik at have de to eks-kærester på holdet sammen.

- Spillerne tog det overraskende fint. Katja og Gro er veninder. Det blev lagt frem sådan, og sådan bliver det. Der er støtte til begge to.

- Klubben bliver stærkere af det, selvom der selvfølgelig er nogen, som bliver skuffede, triste og kede af det, siger Karl Erik Bøhn ti vg.no.