Lauge: Skal gribe min forsvarschance

For det meste har han været vant til at løbe ud og sætte sig på bænken, når holdkammeraterne løb tilbage i forsvaret. Men Ulrik Wilbek har nu givet Rasmus Lauge chancen for at vise sit værd i den defensive rolle, og den chance har midtjyden tænkt sig at gribe.

Rasmus Lauge er blot 21 år gammel. Alligevel er han efterhånden en rutineret slutrunderæv. Tæller man sommerens olympiske lege med, hvor Lauge blev skiftet ud af OL-truppen undervejs, har den unge Bjerringbro-Silkeborg-spiller nu trukket den danske landsholdstrikot over hovedet ved hele fire slutrunder.

 

I angrebet har han allerede bevist sine kvaliteter. Derfor er næste mål således at bide sig fast som tovejsspiller i nationaltrikoten og kunne løbe frem og tilbage mellem de to ender af banen og ikke mellem angrebsenden og udskiftningsbænken.  

 

 - Jeg håber, at jeg griber den chance, jeg har fået forsvarsmæssigt, hvor jeg har fået en meget større rolle. Den chance har jeg ikke haft ved de andre slutrunder, så det er med at gribe den chance. Jeg kan godt lide, at jeg har fået den chance, for det er dejligt at få den dimension med i spillet, at jeg også dækker op og løber frem og tilbage og spiller angreb som hjemme i klubben. Det bliver nok den største forskel på min rolle i forhold til tidligere slutrunder, siger Rasmus Lauge til HBOLD.dk.

 

- Ud fra at jeg har fået lov at dække så meget op i træningskampene, kan jeg regne ud, at min rolle bliver noget større end de sidste gange, hvor jeg har skullet løbe ud, hver gang vi løb i forsvaret. Så det er i hvert fald halvdelen af tiden, jeg kan lægge oven i spilletidshatten i forhold til, hvad jeg har været vant til ved de sidste slutrunder. Derudover synes jeg generelt set, at jeg kan lægge et lag på i forhold til slutrunden sidste år.  

 

De første modstandere, Rasmus Lauge får lov til at tackle løs på, bliver Qatar, når Danmark og Qatar mødes lørdag i Sevilla klokken 20.15.