Håndboldlandsholdets sikre førstevalg på venstre fløj gennem 20 år fik slet ikke den glorværdige afslutning på landsholdskarrieren, han havde drømt om. Et personopgør med landstræneren kom i vejen.
"...Vi er på vej ud fra et møde med landsholdet forud for to træningskampe mod Tyskland. Der har ikke været noget usædvanligt på selve mødet, men Ulrik Wilbek leverer en bombe til mig, da vi er gået ud ad døren. ’Lars, du skal træne med B-holdet i dag. For du spiller sammen med dem i morgen,’ siger landstræneren. Han siger det sådan nærmest lidt henkastet, som om det ikke betyder noget. Det gør det for mig! Jeg er fuldstændig lamslået. Hvorfor i alverden skal jeg spille med B-landsholdet? Efter 337 kampe på A-holdet? Og så i den kamp, hvor vi skal fejre EM-guldet sammen med vores fans herhjemme? Raseriet koger inden i mig"....
***
Sådan indleder Lars Christiansen et kapitel i sin bog ’Når sandheden skal frem’, der udkommer fredag, og hvor han hudløst ærligt fortæller om en personlig dyb krise, han gennemgik efter skilsmissen fra Christina Roslyng i 2009, der rakte helt frem til hans karrierestop for halvandet år siden, og som påvirker ham den dag i dag.
I bogen fortæller han også om den helt store drøm om at slutte 20 år på landsholdet med deltagelse ved De Olympiske Lege i London - en drøm, der blev knust, da landstræner Ulrik Wilbek valgte sit landsholds anfører fra til Legene.
Fravalget var hårdt i sig selv for Lars Christiansen, der samtidigt stod midt i sit livs personlige nedtur. Men det var især optakten til dét, der skulle vise sig at blive venstrefløjens sidste landskamp, der tændte raseriet i Lars. Og vulkan-vreden var rettet mod Ulrik Wilbek, fortæller Lars Christiansen i sin nye bog, som BT her bringer et eksklusivt uddrag af. Efter EM i 2012 gik Lars Christiansen til landstræneren for at få klarhed over, hvor han stod i forhold til kampen om OL-pladserne.
***
"....Jeg var stadig ikke på mit absolutte topniveau, men jeg havde en snak med Ulrik Wilbek om mulighederne for at komme med til OL. ’Hvis du allerede nu ved, at jeg ikke kommer med, så vil jeg gerne vide det,’ sagde jeg til ham. Det kunne han ikke svare på. Beslutningen var ikke taget. Det var fair nok. Jeg kender gamet og ved godt, at man ikke bliver udtaget til et stort mesterskab, så længe før det skal spilles. Det var kun for at få at vide, om han allerede havde taget beslutningen om, at jeg ikke skulle med, at jeg spurgte. Hvis den beslutning var taget, så var der ingen grund til at kæmpe i et halvt år for komme med.
"Men jeg fik at vide, at jeg stadig var i spil til en af pladserne, og så var jeg klar til at gøre alt for at nå min store drøm om at slutte ved OL. Det var en kamp, der blev fulgt meget tæt i medierne. OL er noget helt specielt i sportens verden, og herrelandsholdet i håndbold ville være en af de ting, der ville blive fulgt af allerflest danske TV-seere."
"Samtidigt er Ulrik Wilbek en mediedarling, der altid bliver fulgt tæt. Han kan godt lide at være i medierne, og han er god til det. Og journalisterne kan rigtig godt lide at fortælle om ham. Noget af det samme kan man nok sige om mig selv. Så det var ikke så overraskende, at min kamp for at komme med til OL var et tema i månederne efter EM, men jeg havde ikke regnet med den mediebombe, der blev detoneret i starten af april, da vi skulle spille to testkampe mod Tyskland."
"Det hele startede som normalt, da vi mødtes med landsholdet til de første kampe efter EM. Stemningen var rigtig fin i truppen, og vi havde det som altid sjovt sammen. Det var godt at se alle de andre igen. Vi holdt et møde med trænerne og spillerne, inden vi skulle ud til den første træning, og på vej ud fra det møde sagde Ulrik Wilbek til mig: ’Lars, du skal træne med B-holdet i dag. For du spiller sammen med dem i morgen’. What?!? Jeg var fuldstændig lamslået. Skulle jeg spille med B-holdet? Der havde tidligere været snak om, at holdene skulle deles, så halvdelen af A-holdet spillede på B-holdet den ene dag og omvendt den næste dag. Men nu var det pludselig kun Mads Christiansen og mig, der skulle en tur ned på B-holdet. Og så til den kamp, hvor vi skulle fejre europamesterskabet sammen med vores fans herhjemme."
"Jeg vidste nærmest ikke, om jeg skulle grine eller græde, lige da jeg fik beskeden. De andre spillere forstod heller ingenting af det. Det var der flere, der sagde til mig. Og de begyndte at joke med det i omklædningsrummet. ’Hov, du skal da ikke være herinde. Det er A-holdet, det her!’ sagde de til mig. Det skal de ikke høre et ondt ord for, jeg kunne selv have fundet på det samme og kunne ikke lade være med at grine af det sammen med dem. Men det virkede bare helt, helt forkert. Det skal bestemt ikke lyde som manglende respekt over for spillerne på B-landsholdet, men mange af dem kendte jeg kun af navn."
"Jeg havde hverken snakket med dem eller spillet med eller mod dem før, og de forstod da heller ikke meget af det, da jeg gik ned til dem for at gennemføre træningen. ’Hvad laver du her?’ blev jeg spurgt, og da jeg svarede, at jeg skulle træne med dem, fordi jeg skulle spille sammen med dem dagen efter, troede de, at jeg tog pis på dem. Men det gjorde jeg altså ikke. Det var det, landstræneren havde sagt. Jeg kunne slet ikke forene mig med at skulle spille på det B-hold. Jeg skulle så spille forkampen i hallen, og derefter ville A-holdet komme ind og blive hyldet for EM-guldet, mens jeg sad ude i omklædningsrummet. Det guld, jeg som anfører havde modtaget på holdets vegne for bare et par måneder siden. Jeg blev mere og mere rasende, som dagen skred frem. Jeg syntes simpelthen ikke, at landstræneren kunne være bekendt at behandle mig sådan."
***"Jeg gik til Ulrik Wilbek om aftenen på hotellet, hvor jeg gjorde min holdning klar. Jeg følte mig kasseret og ville ikke spille på B-landsholdet dagen efter. Så ville jeg hellere sidde over. Jeg gav Ulrik Wilbek mit ord på, at de ting, der blev sagt under mødet, ville blive mellem os. Det skulle ikke ud til medierne. Det løfte vil jeg stadig holde, så jeg vil ikke fortælle, hvad der blev sagt til mødet. Jeg har valgt at skrive en bog, men jeg vil ikke bryde min aftale med Wilbek. Men jeg kan i hvert fald konstatere, at vi ikke var enige."
***
..."Jeg gik til Ulrik Wilbek om aftenen på hotellet, hvor jeg gjorde min holdning klar. Jeg følte mig kasseret og ville ikke spille på B-landsholdet dagen efter. Så ville jeg hellere sidde over. Jeg gav Ulrik Wilbek mit ord på, at de ting, der blev sagt under mødet, ville blive mellem os. Det skulle ikke ud til medierne. Det løfte vil jeg stadig holde, så jeg vil ikke fortælle, hvad der blev sagt til mødet. Jeg har valgt at skrive en bog, men jeg vil ikke bryde min aftale med Wilbek. Men jeg kan i hvert fald konstatere, at vi ikke var enige."
***
"Der var flere, der spekulerede i, at bataljen mellem Ulrik Wilbek og mig definitivt ville koste mig pladsen ved OL. Og jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der var sket, hvis jeg havde bidt det i mig og spillet den kamp på B-landsholdet. Men jeg tror ikke, at det var det, der blev afgørende. Jeg spillede som planlagt andendagsgildet mod Tyskland på min gamle klubhjemmebane i Flensborg i det, der skulle vise sig at være min sidste landskamp. Men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Jeg fandt ud af det en måneds tid senere, da Ulrik Wilbek ringede til mig og fortalte, at jeg ikke var udtaget til OL-holdet. Det blev en meget kort samtale. Jeg var på vej til Final 4 i Champions League, hvor jeg skulle være ambassadør for en virksomhed, da landstræneren ringede. Så var det definitivt. Jeg skulle ikke med til OL. Mine 20 år på landsholdet var slut. Jeg har siden sagt det mange gange, og jeg siger det gerne igen: Beslutningen om, at jeg ikke skulle med til OL, var helt i orden. Det var den rigtige beslutning, for jeg var ikke, hvor jeg skulle være. Jeg var ganske enkelt ikke god nok. Så der var ingen bitterhed i mig over den beslutning."
"Jeg drømte om at slutte ved OL, men der skal altså ikke tages sociale hensyn eller hensyn til tidligere præstationer, når man udtager et hold til så stor en turnering som OL. Jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne, for at være blandt de bedste, men det var bare ikke nok. Jeg var ikke god nok. Men jeg er stadig ærgerlig over den måde, som tingene foregik på i den sidste tid. Jeg har repræsenteret det danske landshold i mange år, og jeg har altid været meget stolt over at trække landsholdstrøjen over hovedet. Selv til de sidste kampe fik jeg stadig gåsehud, når jeg hørte nationalmelodien. Men den måde, som tingene foregik på til sidst, var tæt på at ødelægge det hele for mig. Det sidste halve år fyldte lige så meget som de 19 år, der var gået forud for det, og det ærgrede mig voldsomt, at det skulle være sådan. "
***
"Et stykke tid efter OL kom der også en god afslutning på hele balladen mellem Ulrik Wilbek og mig. En dag fik jeg en mail fra ham, hvor han tilbød mig en afskedskamp på landsholdet, så jeg kunne sige ordentligt farvel til fansene. Det syntes han, at jeg fortjente at få. På det tidspunkt må jeg indrømme, at jeg stadig var bitter på ham over de ting, der skete til sidst i min landsholdskarriere, så jeg havde simpelthen ikke lyst til at være en del af et arrangement sammen med ham. På den anden side så var det flot af ham at skrive den mail, når vi nu havde været i totterne på hinanden. Jeg svarede ham derfor, at hvis jeg skulle være med til sådan noget, så havde jeg behov for, at vi først kunne mødes og få en snak om tingene, og så måtte jeg bagefter vurdere, om jeg ville være med til et farvelarrangement.
***
Vi mødtes på et hotel, hvor vi havde en god og lang snak om det hele. Håndboldverdenen i Danmark er ikke større end, at Wilbeks og mine veje vil krydse hinanden mange gange fremover, selv om jeg ikke længere er spiller på landsholdet. Som ekspertkommentator vil jeg også være de samme steder som ham. Både nu, mens han er landstræner, og når han stopper og bliver sportschef. Det ville være en irriterende situation for os begge, hvis vi havde en dårlig stemning imellem os i lang tid fremover, så det var godt, at vi fik taget den snak. Der var ting, som vi begge kunne have gjort anderledes i forløbet, og jeg var glad for at høre hans forklaringer på nogle af de ting, som jeg havde været rasende over. Der er da stadig ting, som vi ser forskelligt på, men sådan er det bare. Det er ingen skade til. Efter vores snak er den dårlige stemning ude af verden, og det var rart at få lukket den."
 |
"Når sandheden skal frem" skrevet af Lars Christiansen i samarbejde med journalist på TV2 Sporten, Ulrik Jönsson, udkommer fredag den 29. november 2013 på People’s Press. |
|---|
