Danmark har endnu ikke scoret mange mål ved EM, men landstræneren tror på, at det kommer snart.

Malmø. 22 mål mod Montenegro. 23 mål mod Ungarn.

På trods af et til tider velfungerende dansk angreb i de to første kampe ved EM i håndbold for kvinder, så mangler Danmark fortsat at levere en høj score i en kamp.

Sejrene er kommet i hus via stærkt forsvars- og målmandsspil, men landstræner Klavs Bruun Jørgensen så gerne, at nettet kom til at blafre lidt mere i modsatte ende.

- Så længe vi holder de andre omkring 20 mål, er det ikke det store problem, men jeg kunne godt tænke mig, at vi lavede nogle flere mål, siger han.

- Jeg tror også på, at det kommer, for angrebsspillet er i overvejende grad godt.

Ifølge landstræneren er det ganske små justeringer, der skal til, førend man vil se det danske hold score flere mål i kampene.

- Når vi ser video, kan vi se, at der er en masse ting, som lykkes til en vis grænse, men vi mangler stadig lige at få den sidste aflevering til at ligge rigtigt og få lagt det sidste tryk.

- Det mangler vi, og det er en af årsagerne til, at vi endnu ikke har braget helt igennem, forklarer Klavs Bruun Jørgensen.

Blandt spillerne er man endnu heller ikke bekymret over de målfattige kampe.

Louise Svalastog Spellerberg synes, at man allerede mod Ungarn så tegningen til, at chancerne er der.

- Mod Ungarn havde vi mulighederne for det. Der burde vi have lavet fire-fem mål mere. Vi skal skærpes endnu mere og turde at tage de sidste procenter med. Så tror jeg godt, vi kan lave 27-28 mål, siger stregspilleren.

Hun anerkender, at når modstanderen pludselig bliver Norge i mellemrunden, så kan det godt være, at godt 20 mål ikke er nok til at vinde kampene.

- Jeg er lidt ligeglad, så længe de andre ikke laver ret mange mål. Men når vi skal til at møde Norge, så er det en helt andet nation, man er oppe imod, siger hun.

/ritzau/