Eksperter kritiserer landsholdet efter det ydmygende 16-måls-nederlag i VM-finalen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Kritikken hagler nedover det mandlige danske herrelandshold efter nederlaget på 19-35 i VM-finalen mod Spanien.

- Jeg tror, at de danske spillere, ledere og trænere efter det fornemme spil i den vundne semifinale over Kroatien troede, at guldet var erobret inden finalen var spillet, siger eks-landsholdsspilleren Jens Erik Roepstoff og tilføjer:

- Set fra sidelinjen virkede det som om, at de manglede ydmyghed overfor opgaven. Alle skal kigge indad. Jeg er overbevist om, at Ulrik Wilbek vælger at gå i tænkeboks om sin fremtidige rolle omkring holdet. Han er stadig den bedste træner, og mon ikke han også står i spidsen for landsholdet ved EM næste år.

Hans landsholdskollega fra OL 1984 i Los Angeles, Erik Veje Rasmussen, der nu træner Aarhus i Herre Håndbold Ligaen er også skuffet.

- Det danske spil sejlede totalt. Taktisk gik det helt galt. I forsvaret forsøgte hver enkelt spiller at korrigere individuelt, mens angrebsspillerne så ud til helst at ville være fri for at skyde, siger Erik Veje Rasmussen, der mener, at landstræner Ulrik Wilbek burde have reageret på det usammenhængende danske spil.

- Han burde undervejs have forsøgt sig med et nyt psykologisk grundlag. Men apatien fortsatte. Jeg venter spændt på at høre om Ulrik Wilbek bliver på landstræner-posten. Men mon ikke det bliver tilfældet. Han er en stolt mand, og slutter næppe med en nedtur som denne, siger Erik Veje Rasmussen.

Eks-landstræner Leif Mikkelsen så VM-finalen på TV.

- Det var en surrealistisk oplevelse. Alt så blegt ud. Det virker absurd, at det gik så galt, ligesom det ligger uden for min fantasi at give en analyse af årsagen. Det bliver ikke nemt for Ulrik Wilbek at komme videre herfra. Som landstræner skal han diskutere nedturen med DHFs sportschef. En rolle han jo selv besidder. Jeg glæder mig meget til at høre konklusionen af den nødvendige og uundgåelige VM-evaluering, siger Leif Mikkelsen.