Ulrik Wilbek udtrykte for godt en måned siden frygt for Niklas Landins EM-deltagelse, da den danske anførers ’kroniske skade’ i højre baglår gav anledning til uro. Samtidig gav landstræneren udtryk for, at Landin måske skulle lægge hele sin målmandsstil om for at komme skaden til livs.

Men Wilbeks bekymringer er skudt helt ved siden af. Det understreger Niklas Landin, som da også har lignet alt andet end en mand med en kronisk skade i de to Golden League-kampe i Frankrig.

- Jeg er lidt ked af at sige ham imod, men jeg synes ikke, det er en kronisk skade. Men det kan vi måske snakke om om et år, hvis jeg stadig har den der. Men der var jo for eksempel ikke noget i sommer. Så kom der noget igen her hen over efteråret, men der er ingen grund til bekymring, siger Landin.

Wilbek har været inde på, at du skulle lægge din målmandsstil om, så du ikke går ned i split, hver gang du skal redde en bold i bunden af målet. Har du planer om det?

Nej, det har jeg ikke planer om. Jeg har planer om at træne det så godt, at jeg bliver endnu bedre til at slide (glide, red.), siger han

Landstrænerens udtalelser kom i kølvandet på Landins afbud til Golden League i Oslo i november, hvor keeperen igen havde fået problemer med højre baglår. Det var en skade, som opstod efter VM sidste år og voldte ham store problemer i foråret, hvor han med egne ord bare ’stod stille’ inde i målet.

Men Niklas Landin understreger, at han har det fint nu og er klar til at toppræstere til EM.

- Der er ingen grund til bekymring nu. Jeg har det godt. Og jeg står lige nu uden at tænke over, at det er noget. Jeg kan stadig godt mærke det, men det er ikke et problem for mig mere. Og det er jeg glad for. I midten af december var jeg lidt bange for, at den virkelig skulle bryde ud igen. Men lige nu er der ingenting, og jeg slider (glider, red.) og sparker og tænker ikke over, at nu skal jeg lige passe på, siger han.

Kan det være et plus for dig, at I er havnet i en forholdsvis let indledende pulje, så der formentligt kan blive plads til at spare dig i de første kampe, så du ikke skal spille fuld tid hele tiden?

- Ja, måske. Men det tænker jeg ikke selv over. Det er vigtigt for mig personligt at stå en masse og virkelig få mærket, hvordan det er at være i kamp. I stedet for hele tiden at skulle blive sparet og så pludselig blive kastet ind, hvor der er allermest tryk på og så ikke have så mange minutter i kroppen. Så vil jeg hellere have stået mange minutter inden og have stået så godt som muligt, siger den danske målmand.