Niklas Landin spillede en stor kamp i målet, da Rhein-Neckar Löwen tog en overraskende sikker sejr i Champions League mod mægtige Barcelona med Jesper Nøddesbo på stregen.

Hjemme i Tyskland vandt Løverne 38-31 efter 22-14 ved pausen, og dermed har holdet, som trænes af den kommende danske landstræner, Gudmundur Gudmundsson, et fremragende udgangspunkt inden returopgøret næste lørdag i Barcelona.

Hvis det tyske hold, som efter sommerpausen skal trænes af danske Nikolaj Jacobsen, undgår et nederlag på syv mål eller mere, er Rhein-Neckar Löwen klar til Final4-stævnet i Champions League.

- Det var en fantastisk kamp mellem to gode hold. Vi har spillet særdeles godt i forsvaret. Og frem for alt naturligvis i angrebet. Stort kompliment til holdet, sagde en tilfreds islandsk træner efter sejren.

Danske Jesper Nøddesbo blev noteret for fire mål for Barcelona.