Landin: Noget værre juks

Den danske landsholdskeeper hos Rhein-Neckar Löwen var ikke tilfreds efter nederlaget til KIF Kolding København i brøndby Hallen

Niklas Landin begyndte forrygende i målet for tyske Rhein-Neckar Löwen i EHF Cup-kampen i Brøndby mod KIF Kolding København. Og da han tog et straffekast fra Bo Spellerberg tidligt i kampen, tænkte man: Det er en af de dage.

Men det var det ikke for den danske landsholdskeeper.  Efter en flot første halvleg gik han noget ned efter pausen og sluttede kampen på bænken, hvor han kunne se KIF Kolding København vinde 25-23 over det tyske tophold.

- Det var noget værre juks. Vi mangler lige den ekstra spiller, der gør, at vi kan følge med i 60 minutter. De sidste ti minutter af hver halvleg trækker de fra, selv om vi havde teten i starten, og i begyndelsen af anden halvleg, konstaterede en skuffet Landin efter kampen.

Han hæftede sig ved, at det tyske hold måtte undvære den svenske skytte Kim Ekdahl Du Rietz, der var blevet skadet op til kampen, ligesom Rhein-Neckar det meste af sæsonen har måttet undvære landsholdsfløjen Uwe Gensheimer.

- Vi mangler Kim og Uwe. Det er lige ti scoringer. Så det var faktisk fint, at vi valgte ikke at tabe med tre-fire mål, for de havde chancen for at vinde så meget. Nu må vi se, om vi måske kan få Kim klar til kampen mod KIF på hjemmebane og se, om vi kan vinde der med plus to, sagde den danske landsholdsmålmand, der udpegede Lasse Boesen som manden, der gjorde forskellen.

- Det var noget lort, at Lasse kom i gang i anden halvleg: Det kunne vi godt have undværet. Det var den ekstra mand, vi manglede. Han er jo sådan en joker, der kan gå ind og gøre sådan nogle ting. Og det gjorde han desværre i dag. Ærgerligt for os, sagde Niklas Landin om Lasse Boesens seks pletskud, der alle faldt i de sidste 30 minutter.

Niklas Landin blev i øvrigt inden kampen hyldet som årets danske mandlige håndboldspiller, kåret af medspillerne i ind- og udland. Til stort bifald fra de 4749 tilskuere i Brøndby Hallen. Men det var til gengæld også den eneste optur, landsholdskeeperen fik ud af sin korte danske søndagsvisit. 

Læs også: