Niklas Landin fik lov at se storsejren over Chile fra bænken. Førstevalget i målet blev sparet, så han er helt klar til braget mod Island onsdag aften.

Her kan Danmark sikre sig gruppens førsteplads med en sejr - hvis Rusland samtidig slår Makedonien i deres indbyrdes opgør om eftermiddagen.

Og Landin er fortrøstningsfuld før mødet med Island, der er hårdt ramt af skader til nøglespillere, ligesom stjernen Olafur Stefansson er stoppet på landsholdet.

- Når man møder Island, så er det altid som at spille mod vilde bjørne. De kæmper helt sindssygt og fighter helt vildt. Men hvis vi rammer vores niveau, så er jeg sikker på, at vi nok skal slå dem, lyder det keeperen, som fortsætter:

- Jeg synes, vi viste i kampen mod Rusland, at vi er godt på vej. Det er den kamp, jeg vil vurdere os på, for det er svært at se ret meget ud fra sådan en kamp her mod Chile. Og vi er jo kendt for at bygge på vores spil, som en turnering skrider frem, og jeg regner med, at vi tager endnu et par skridt opad stigen i morgen. Vi skal jo snart til at finde topformen, og det tror jeg også, vi gør, siger Niklas Landin.