Daniel Svensson går og venter på lægernes dom. Har han - igen - fået kræft? Det er specialisternes formodning, og Skjern-spilleren fortæller her åbenhjertigt om sine tanker om endnu en gang at skulle kæmpe mod den dødelige sygdom.
Hvis man tager et kig på Daniel Svenssons Twitter-profil, får man et meget godt indtryk af, hvordan han er som person.
I sin profilbeskrivelse skriver Svensson: »Københavner-dreng - livsnyder - håndboldspiller - *cancer survivor - interista og romkuglekonge. Hellere brænde flot end at score grimt! *ups«.
Det er sådan, han umiddelbart er. Ubekymret. Lige til. Men »ups’et« er en reference til en alvorlig virkelighed, som 33-årige Daniel Svensson lige nu forsøger at vænne sig til. At han endnu ikke endegyldigt har besejret kræften. ’Lortesygdommen’, som Skjern-spilleren selv omtaler den. Og som i sagens natur gør det mere end vanskeligt at bibeholde den ubekymrede facon.
Efter han i første halvdel af 2013 kæmpede mod Hodgkins lymfekræft, gjorde han allerede i efteråret samme år comeback til håndboldbanen. Siden har Svensson været en mere og mere vigtig del af Skjern-mandskabet, men rutineundersøgelser i begyndelsen af året har givet lægerne anledning til at tro, at den tidligere landsholdsspiller igen er ramt af kræft. Derfor blev han 1. februar sygemeldt på ubestemt tid.
Den øjeblikkelige status er, at Svensson indenfor en lille uge forventer svar på en biopsi, som definitivt vil fastslå, om kræften er tilbage. Men på grund af lægernes udmeldinger er han i fuld gang med at forberede sig til endnu en opslidende kamp mod sygdommen.
Her fortæller håndboldprofilen uden filter om følelsen af uretfærdighed, tankerne om de næste måneder, chancerne for overlevelse og sit første opgør mod kræften.
»Det værste er uvisheden. Jeg render rundt i et vakuum lige nu. Jeg aner ingenting om, hvad der skal ske. Men lægerne formoder, det er et tilbagefald. Det er det, de arbejder ud fra. Der er forbundet 1000 tanker med min situation lige nu - fremtid, eksistentielle ting og generelt rigtig mange spørgsmål. Lige nu er de bare ubesvarede. Det her med at rende rundt og ikke vide noget som helst, det er uudholdeligt. Men lige så grusomt det er ikke at vide noget, lige så skrækkeligt er det egentlig, at sindet vænner sig til det, og det hele bliver en slags hverdag,« siger Daniel Svensson.
»Det paradoksale er, at jeg har det rigtig fint kropsligt. Det er meget lidt, jeg mærker til det. Det, som jeg kan mærke, er, at der sidder sådan en klase af lymfer i brystet og fylder og trykker, så jeg bliver hurtigere stakåndet. Jeg kan godt lunte og styrketræne og være aktiv. Jeg må bare ikke få min puls op, så kan jeg risikere at dratte om eller sprænge blodkar i brystet.«
