Fremover skal der stå HTH GO på trøjerne af de hold, der spiller i den bedste danske damehåndboldrække.

Det sker efter, at køkkenproducenten har indgået en aftale med Divisionsforeningen. Det betyder, at den bedste danske kvindeholdboldliga fra sæsonstart 1. september skal hedde; HTH GO ligaen.

Det nye ligasponsorat er noget, der glæder Divisionsforeningens direktør Thomas Christensen.

»Den positive udvikling, vi oplever omkring håndbolden i Danmark på både kvinde og herre siden, bliver endnu en gang bekræftet med en aftale, som den vi netop har kunnet indgå med HTH. Opmærksomheden omkring sporten med stigende antal af både TV seere og tilskuere, gør at vi også kan begynde at se en økonomisk positiv udvikling, som kommer både sporten og især klubberne til gode,« siger han til Divisionsforeningens hjemmeside.

En af ligaens helt store profiler er Kristina Kristiansen også kaldet 'Mulle', der ses i den gule trøje.
En af ligaens helt store profiler er Kristina Kristiansen også kaldet 'Mulle', der ses i den gule trøje. Foto: Morten Dueholm
Vis mere

Før HTH købte sponsoratet af ligaen, var den sponsoreret af rejseselskabet Primo Tours. Men nu er det altså slut med at reklamere for billige rejser i pauserne af kampene, og i stedet skal der sættes fokus på hårde hvidevare.

»Håndbolden er jo næsten vores nationalsport, på grund af de mange flotte resultater for både klub og landshold. HTH er derfor meget stolte over at blive forbundet med dansk tophåndbold i de kommende år. HTH ser damehåndboldligaen som en spændende kommunikationsplatform, som skal skabe gode relationer og kommunikation rettet mod en meget relevant målgruppe rent forretningsmæssigt,« siger HTHs marketingdirektør Palle Larsen.

Sidste sæson vandt Nykøbing Falster Håndboldklub den danske kvindeliga, da de i finalen vandt over København Håndbold i tre kampe.