Created: fre, 01/11/2013 - 14:11
Anders Eggert, René Toft Hansen og Jesper Nøddesbo har kigget i krystalkuglen og giver her et kvalificeret bud på, hvad VM i Spanien har at tilbyde af profiler, nye stjerner, top- og flop-nationer samt spillemæssige udviklinger.

Udsigt til målrigt VM

Det peger på en slutrunde i Spanien med masser af hurtig håndbold, mange kontra-angreb og bunker af mål, hvis man spørger trioen Toft, Nøddesbo og Eggert.

- Jeg ser en tendens til, at der vil blive lavet rimeligt mange mål. Fordi de fleste lande nu vægter kontraspil meget højt. Man ved jo, at når man står over for et stationært forsvar, er det rigtigt svært at score med de dygtige forsvar, der er nu. Så man vil gerne have de lette mål, og måske får vi flere mål, men i hvert fald får vi hurtigere spil, mener Jesper Nøddesbo.

Anders Eggert er helt enig med Nøddesbo og finder udviklingen god for oplevelsen af spillet.

- Ja, det synes jeg. Jeg kan da også godt synes, at en god forsvarskamp, hvor holdene har svært ved at score, kan være fantastisk at se på. Men vi kan håbe, vi får begge dele. For jeg synes, kontrafasen er en flot del af håndbolden. Det, at man er hurtigere end de andre til både at tænke, kaste, aflevere og løbe på én gang, så det hele flasker sig, siger Anders Eggert.


VMs markante profiler

Trioen peger næsten selvfølgeligt på topholdenes spidser, som typisk er Frankrigs Nikola Karabatic og Thierry Omeyer, spanske Arpad Sterbik og Julen Aguinagalde, kroaterne Domagoj Duvnjak og Mirko Alilovic samt danske Mikkel Hansen.

- I og med en Raul Entrerrios er skadet hos spanierne, tror jeg også, Daniel Sarmiento kommer til at skinne igennem. Han har spillet en god sæson indtil videre i Barcelona, siger Jesper Nøddesbo.

- Gudjon Valur Sigurdsson får en kæmpe opgave sammen med Aron Palmarsson hos Island, for de er godt nok tyndt besat. De to bliver store profiler. I hvert fald for Island, men måske også i hele mesterskabet. Og så vil Makedoniens Kiril Lazarov altid score mange mål, siger René Toft Hansen.

- Jeg synes, Niklas Landin er helt fantastisk. Jeg tror, han bliver en af de helt store profiler for os og ved VM. Han har bare stået så godt i Bundesligaen, siger Anders Eggert. 


Her er de nye stjerner

Der er næsten altid nye spillere, der popper op ved en slutrunde og påkalder sig opmærksomhed. Måske ikke som de mest lysende stjerner. Men som navne, man vil huske og se frem til at opleve ved de kommende slutrunder. Som for eksempel Sloveniens højre fløj, Dragan Gajic.

- Sloveniens Gajic er en kontramaskine og samtidig en sikker straffeskytte. Han kunne blive en stor VM-profil, siger René Toft Hansen.

- Jeg tror, min stregkollega i Barcelona, Cedric Sorhaindo, vil komme til at spille en utrolig stor rolle på det franske hold. Han er utrolig vigtig i forsvaret men har i år også fået lagt lag på sit angrebsspil, mener Nøddesbo.

- Jeg havde glædet mig til at se Uwe Gensheimer fra Tyskland, men han er skadet og kommer ikke med. Men Marko Kopljar fra Paris kan blive en profil, og hvis Slovenien kommer langt ved VM, er det på grund af Gorazd Skof i målet. Han er en rigtig dygtig og snu målmand, synes Anders Eggert.


De er favoritter til guldet

For bare to år siden var Frankrig alene den selvfølgelige guld-favorit. Det er nationen stadig, men nu må Karabatic & co. hos nogle dele favorit-værdigheden med andre. Og så er der en dark horse.

- Jeg forventer og håber at se Danmark, Kroatien, Spanien og Frankrig i semifinalerne. Men der er også Ungarn. Jeg synes egentlig, at de i perioder spiller helt vildt godt, siger René Toft Hansen og bakkes op af Jesper Nøddesbo.

- Jeg synes faktisk også, Ungarn har et rigtigt godt hold. De har fået Laszlo Nagy tilbage og har mange dygtige spillere. Og de virker som et rigtigt godt fighter-hold. Det når man s'gu langt på, siger Barcelona-stregen.

- Frankrig er VM-favorit. I særklasse. Det taler imod dem, at Karabatic ikke er helt på tidligere niveau. Og Omeyer har ikke været på top hver gang i Bundesligaen. Men målmanden viste sin klasse, da det gjaldt mod Rhein-Neckar Löwen. Og det taler for dem, at de har verdensklassefolk overalt og bare kan skifte ud. Og så har Frankrig vundet fire af de sidste fem mesterskaber, argumenterer Eggert.


De kommer til at floppe

Der er næsten altid en stor håndbold-nation, der falder igennem ved en slutrunde. Men nye hold indtager toppen. Danmark havde nedtur ved OL, hvor Sverige fik sølv. I Spanien er svenskerne slet ikke kvalificeret. Og Frankrig, der tog guldet ved OL, faldt igennem ved EM, hvor Danmark vandt foran Serbien, Spanien, Kroatien og Makedonien. Og hvad med tyskerne denne gang?

- Tyskland tror jeg ikke på. De svinger utroligt meget. Serbien er afhængige af Momir Ilic og Marko Vujin, og de virker begge meget trætte. Så dem tror jeg heller ikke på. Det samme gælder Makedonien. Deres halve hjemmebane betød utroligt meget, siger René Toft Hansen.

- Jeg tror, Makedonien og de øvrige Balkan-lande får det sværere denne gang, nu hvor vi er rykket væk dernede fra. Tyskland sidder man hver gang og forventer sig noget af. De havde alle chancer i Serbien, og så gik det alligevel i lort. Og uden Holger Glandorf, Lars Kauffmann og ikke mindst Uwe Gensheimer har jeg svært ved at se dem helt i top, siger Anders Eggert.