Nykøbing Falster Håndboldklub spillede sig lørdag aften tættere på en plads i slutspillet i Primo Tours Ligaen.

Helt som ventet var cheftræner Niels Agesens mandskab alt for stærkt for ligaens bundprop, Sønderjyske, der på hjemmebane tabte 22-34.

Ligatopscorer Kristina Kristiansen fra Nykøbing Falster blev topscorer med 11 mål.

Kampen var reelt afgjort efter første halvleg, hvor gæsterne førte 21-11.

Sønderjyske har ingen point i ligaen, og klubben er efter 17 af de 22 runder i grundspillet uden chance for at afværge en direkte nedrykning.

Nykøbing Falster kom op på 19 point på sjettepladsen, der akkurat udløser adgang til slutspillet.

Klubben har et forspring på tre point ned til København Håndbold, der indtager syvendepladsen.

/ritzau/